mandag den 10. januar 2011

Ingen hvide, men...

Søndag gik turen sammen med min far til Thy, hvor hvide måger (især Hvidvinget), Topskarv og hit-måger var target-arterne. Vejrudsigten havde lovet sol, men holdt ikke stik, og meget af dagen gik med regn og slud. Hanstholm havn og Roshage gav ikke det store udbytte rent fuglemssigt udover lidt Stenvendere og Sortgrå Ryler. Dog svømmede en ordentlig krabat af en Gråsæl rundt inde ved isværket.


Langt de fleste af mågerne rastede syd for havnen ved åen (som sædvanligt) og kunne kun derfor kun tjekkes på stor afstand i regn og blæst.

Ved Klitmøller lå der ca. 500 større måger og fouragerede i den nordgående strøm, men Mauras og Haanings adulte Hvidvingede kunne ikke genfindes, og heller ikke andet spændende kunne opdrives.

Sidste skud i bøssen var Nørre Vorupør, hvor vi tankede op med en hotdog. Lokaliteten var fyldt med måger, og ret hurtigt fandt jeg en mørkrygget, ret mørkøjet adult, slank og lyshovedet sølvmåge-type liggende på vandet blandt Sølvmåger.

Som vi kom tættere på blev jeg mere og mere sikker på, at det var en Middelhavssølvmåge, og tog nogle fotos af den på ret nært hold.

Yellow-legged Gull - Middelhavssølvmåge (Larus michahellis), adult, 9/1-2011, Nørre Vorupør, Thy.

Fuglens øjne virkede blodskudte - en karakter som jeg ofte synes man ser på adulte micher i sommerdragt - og hovedet virkede kantet på den helt rigtige måde. I mellemtiden drev fuglen længere og længere væk fra molen og kunne ikke gennes på vingerne, så den udfoldede vinge eller benfarven kunne ses. Til sidst forsvandt fuglen i bølgerne til stor irritation, idet det virkede lidt tyndt at claime den som michahellis ud fra oversidefarven og jizz. Ikke desto mindre var jeg 99 % sikker på ID´en, så derfor var jeg lettet, da jeg en halv time senere genfandt fuglen. Nu kunne den ses svømmende rundt ret tæt på, hvorved de gule ben kunne ses, når den bøjede sig forover. Fuglen sås også flyve og stå i mågevrimlen, da der blev fodret på stranden.


 
 

Middelhavssølvmåge var ny en længe ventet ny art for min far og blot min tredje i NJ - alle adulte. Det er faktisk anden gang, at jeg ser arten på lokaliteten, idet jeg i oktober 2006 så en adult fugl samme sted. Gårsdagens fugl var klart en hun, idet den virkede lille og net med et ret spinkelt næb og er således formentlig en anden end fuglen fra 2006 og 2007, der ikke virkede synderlig spinkel  og havde mere sort i vingen i forhold til gårsdagens fugl, der havde helt hvid spids på den yderste håndsvingfjer. Når man tænker på hyppigheden af unge micher kontra adulte generelt, må jeg altså overse dem, idet jeg faktisk kun har set én 1K i Jylland nogensinde....


 
 
Caspian Gull - Kaspisk Måge (Larus cachinnans), 2cy, 9/1-2011, Nørre Vorupør, Thy. Fotos er taget ved ISO1600 med 1/60 sek. lukketid kl. 15.42!

I det svindende lys lykkedes det mig endvidere at finde en superfin ung Kaspisk Måge, der ligesom Middelhavssølvmåge er endnu sjældnere i Thy end i det meste af det øvrige DK. Således er den aktuelle Kaspiske sandsynligvis den første fugl, der ses på lokaliteten nogensinde jf. DOFbasen. Fuglen er ud fra dragtkarakterer forskellig fra HHN´s fugl i  Hanstholm i december. Dertil sås to "omissus" - Sølvmåger med gullige ben, hvor af den ene var i nær sommerdragt og vel kan forveksles med michen...

Ud over mågerne så vi seks Sortgrå rende rundt på den tilskummede mole, men lykkedes ej med at finde nogle hvide måger, hvorfor jeg stadig aldrig har fundet en Hvidvinget Måge. Dagen efter sås to andre observatører Middelhavsmågen igen samt en 2K Gråmåge samme sted.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar