torsdag den 5. maj 2011

Motacilla hotspot

Heller ikke i denne gang fik jeg en appelsin i turbanen og scorede en Citron. Årstiden og lokaliteten var ellers perfekt, da jeg i går aftes aflagde Rærup Slambassiner et besøg. Lokaliteten byder ofte på mange vipstjerter samt pænt med pibere og svaler.

 
Rærup Slambassiner med Vendsysselværket i baggrunden.

Lokaliteten er opstået som følge af, at Aalborg Havn i forbindelse med havneudvidelser m.v. har pumpet mudder fra Limfjorden op på arealerne. Tidligere var lokaliteten super til vadere, men efterhånden er den blevet så tilgroet, at vaderpotentialet er meget begrænset. Af gode arter på lokaliteten kan nævnes Terekklire, landets hidtil tidligste Stribede Ryle, Kærløbere, Odinshane, op til 100 Temmincksryler, Aftenfalk, Rødstrubet Piber, Silkehejre, Plettet Røvagtel, Amerikansk Krikand og Hvidsisken.

Rærup Slambassiner er beliggende nordøst for Aalborg ved Vodskov.

Lokaliteten er dog som nævnt stadig super for især vipstjerter og Citronvipstjert synes uundgåelig på den lange bane... I går var der dog ingen Citronvip, men til gengæld 75+ flava Gule Vipper samt en formodet hybrid-han mellem flava og flavissima.

Gul Vipstjert han, putativ hybrid mellem flava og flavissima, Rærup Slambassiner, 4/5-2011.

33 Tinksmede, Rærup Slambassiner, 4/5-2011.

Stribet Ryle, Rærup Slambassiner, 17/4-2005. Fundet af Gert Rasmussen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar