tirsdag den 23. august 2011

Weekend i Blåvand

Weekenden fra 19-21/8 tilbragte jeg på Blåvand Fuglestation, hvor SU´s halvårlige møde fandt sted. Lørdag morgen var fik jeg ny DK-art, idet jeg hørte og så den stationære Sorthovedede Sanger, som er set (dog mest hørt) på lokaliteten den sidste måneds tid. Fuglen hørtes kalde et par gange ved fyret, hvorefter den fløj i en bue over til Vesterled. Undervejs landede den meget kortvarigt i toppen af nogle gråris et par gange, hvor bl.a. rød orbitalring kunne ses. Mange twitchere fik hørt fuglen og færre fik set den og endnu færre fik set den godt. Under eftersøgningen af sangeren sås tillige en eller to Vendehalse.

SU-møde-deltagere og twitchere, Vesterled, Blåvand, 20/8-2011. Fra højre mod venstre: Rasmus Strack, Jan Hjort Christensen, Henrik Callisen, Kim Mogensen?, Sven Bødker, Vibeke Tofte, ukendt, Michael G. Jensen?, Carsten Svejstrup Sørensen, Erik Overgård, ukendt, ældre mand fra Århus, ukendt kvinde, Andreas Bruun Kristensen, Morten Hegaard, Rasmus Turin, ukendt,Martin Thomsen, Torbjørn Eriksen, Søren Gjaldbæk, Steffen Sommer Nielsen, Ole Kristiansen og længst til venstre endnu en ukendt.

Søndag morgen blev en god morgen med mange trækkende vadere. Dertil kom en Sodskråpe bevidnet af et par morgenfriske observatører. Stranden gav en 4K Kaspisk Måge, en Bjergvipstjert og en overflyvende Karmindompap. Derudover fik jeg meldingen om en ung Lille Kjove, som jeg nåede at connecte med i over et minuts tid, da den trak SV.

Kaspisk Måge, 4K, Blåvands Huk, 21/8-11. Bemærk, at fuglen har friske apical-pletter på p6-p8, hvilket skyldes, at de allerede er fældet og udvokset igen. Dette er i modsætning til de fleste Sølvmåger, som slet ikke er nået så langt i deres håndsvingfjersfældning.

Efter endt møde smuttede jeg ned på Skallingen i håb om at kunne finde en Høgesanger i krattene dernede. Dog var der kun få småfugle. Til gengæld sås en grim 2K han Hedehøg.

Hedehøg 2K han, Skallingen, 21/8-11.

På min videre færd rundt på Skallingen nåede jeg ud til den nordlige p-plads ud til havet. Under en telefonsamtale med "Peter maura" tjekker jeg en flok stære, der sidder på p-pladsen, og opdager til min store forbløffelse en ung Rosenstær. Jeg afslutter brat samtalen og forsøger at fotodokumentere fuglen. Det lykkedes imidlertid ikke i første omgang, da fuglen flyver væk. Dog genfinder jeg ret hurtigt fuglen længere mod syd på Skallingen og får flere fotos og en enkelt videosekvens af stæren. Flere støder til, således Rasmus Turin og Morten Hegaard, Finn og Lone, Henrik Knudsen og Morten Møller Hansen. Alle får heldigvis set fuglen. Pågældende fugl er faktisk ca. den sjette i DK dette efterår, hvilket er over middel. Endvidere er det den første unge Rosenstær jeg ser nogensinde, så det var næsten som at få en ny lifer, idet de jo ikke minder synderligt meget om de adulte.

Rosenstær, 1K, Skallingen, Blåvand, 21/8-11.



Dagen sluttede med mågetjek ved Esbjerg. Her lykkedes min mission, idet jeg fandt en fed 1K Kaspisk Måge i næsten intakt juvenil dragt - en dragt, som jeg aldrig tidligere har set arten i.



Kaspisk Måge, 1K i slidt juvenil dragt, Fovrfeldt Bækkens udløb, Esbjerg, 21/8-11.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar