Søndag 29/4 var undertegnede i Skagen med min far og SSC. Efter en generelt skuffende dag på toppen af Danmark, hvor det bedste var en Hvidvinget Måge forbiflyvende på Grenen og to dårligt sete Hvidvingede Korsnæb på Butterstien, havde vi vendt snuden mod Aalborg. Et tjek af havnearealerne ved Frederikshavn gav hverken Korttået Lærke, Citronvip eller Markpiber, hvorfor sidste skud i bøssen var et lille vådområde syd for Hjallerup kaldet Lyngdrup Bæk. Her har der den sidste tid været en del vadere. Hurtigt lokaliserede vi to Store Kobbersnepper, som er en stor lokal sjældenhed, samt to flotte Sortklirer. I sig selv imponerende lokaliteten taget i betragtning. Men det skulle blive endnu bedre, idet der under gennemtjek af de små 40 Tinksmede åbenbarer sig en klokkeklar Stribet Ryle for mig. Fuglen var nok en han, da den havde samme størrelse som de Tinksmede den associerede med og var meget markeret i brysttegningen.
Hermed tredje gang jeg finder denne art, fordelt på et fund hvert af de sidste tre år, dvs. 2012, 2011 og 2010. Fundet er, så vidt jeg husker, det blot fjerde danske fund af denne art i april. Den lille lokalitet er nok kun kendt af de færreste og har lidt en omtumlet fortid som mose, kornmark og nu afgræsset eng inden for de sidste 15 år. På trods af lokalitetens begrænsede størrelse er gode arter som Plettet Rørvagtel (aug./sept. 2000), Tredækker, Flodsanger og Kongeørn samt fåtallige arter som Lærkefalk, Engsnarre, Enkeltbekkasin og Atlingand på lokalitetens artsliste. Jeg spår, at hvis vandstanden på lokaliteten holder maj ud, så bliver dagens Stribede Ryle ikke den sidste sjove art i området i foråret 2012.
Kobbersnepperne, som ses på ovenstående video er mit blot andet forårsfund i SØ-Vendsyssel nogensinde. De var tydeligvis en han og en hun af nominatracen limosa. Senere på dagen så både SøS og min far tre fugle Store Kobbersnepper på lokaliteten.
Vådområdet ved Lyngdrup Bæk |
Placering af vådområdet i forhold til E45 og Hjallerup |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar