mandag den 4. juni 2012

Blast from the past - Rosenbrystet Tornskade

På denne dato for otte år havde jeg gennem en lille uges tid befundet mig i Skagen primært i selskab med Kenneth Rude Nielsen og Simon Sigaard Christiansen. Vi tre havde venligst fået logi hos Andreas Egelund Christensen i hans families sommerhus i Gammel Skagen. Både KRN, SSC og AEC var i mellemtiden dog taget hjem, hvorfor jeg havde fået nattelogi i Klaus Kevin Kristensens (KKK) telt på Grenen Camping.

Hin morgen for otte år siden havde vi sovet (for årstiden) usædvanligt længe og var først stået op ved halvseks-tiden. Dernæst luskede vi lidt omkring Batteriskoven dog uden at finde hverken Lille Fluesnapper eller Lundsanger. Mens vi luskede rundt sagde KKK mange gange, at han kunne fornemme, at der var hits i luften.
Efter endt lusk kørte vi ad Fyrvej ud mod Grenen. En fugl i modlys i toppen af nogle grantræer var bare - som det jo oftest er - en Gulspurv. Klokken 06.47 fik vi fra bilen begge øje på en lys fugl, øjensynligt en tornskade, i en lav bjergfyr ca. 50 m nord for Fyrvej ude på heden ved det Grå Fyr, hvorfor jeg standsede bilen. Fuglen sad med front i mod os, så ryggen ikke kunne ses ved første øjekast, til gengæld kunne fuglens sorte pande ses tydeligt. Det var dog først, da fuglen drejede sig lidt og åbenbarede den grå ryg, at tiøren faldt, og jeg begyndte at råbe til Klaus, at det var en Rosenbrystet Tornskade. Først troede han mig ikke, men kunne vel hurtigt fornemme, at jeg ikke lavede sjov. Herefter skyndte jeg mig ud af bilen, fik fundet skopet frem fra bagagerummet og fik digiscopet fuglen. Tornskaden var således det første hit, som jeg fandt og fik dokumenteret med mit dengang relativt nyerhvervede Nikon Coolpix.


Det allerførste foto af tornskaden taget med tydeligt rystende hænder.

Herefter fik vi hurtigt ringet rundt til folk i Skagen, og som nogle af de første ankom, som jeg husker, Brian Wielsøe, Henrik Korsbæk, Martin Thomsen, Lennart P og RoC, altimens jeg stod og hoppede op ned af begejstring midt på Fyrvej. Herefter sås fuglen ca. indtil kl. 09.15, hvorefter den sank fuldstændig i jorden. Som en lille krølle på historien, kan det nævnes, at RoC havde set ca. 15 Rødryggede Tornskader på vej ud på Grenen om morgenen, mens den Rosenbrystede var den første tornskade overhovedet vi så denne morgen. Fundet udgjorde det 41. danske og det 8. nordjyske fund.

Rosenbrystet Tornskade, ad. male, Fyrvej, Skagen, 4/6-2004.

KKK viser busken, hvori vi opdagede tornskaden. Reservatet og kuplerne ved radarstationen ses i baggrunden. Skagen, 4/6-2004.

1 kommentar:

  1. Hej Rune
    Fed beretning. Første bil der ankom, var vist ca. to minutter efter I havde fundet fuglen, idet Korsbæk, hans kæreste Heidi, Martin Thomsen og jeg var på vej mod Grenen, hvor vi ved det Grå Fyr blev standset af jer med nærmest ørneprøveagtige fagter. Vi ser på fuglen fra kl. 6.50 og en halv time frem. Senere da der begynder at komme regnbyger vender jeg tilbage og er på et tidspunkt sidste mand, der ser på fuglen. Hver gang der kommer en byge forsvinder den ned i buskene for så igen at sætte sig frit fremme mellem bygerne. Jeg sidder i bilen og ser den sidste gang kl. 9.10-9-14. inden en længerevarende byge. Den blev aldrig set igen.
    Mvh IBJ

    SvarSlet