Hårdt arbejde belønner sig! Således fandt utrættelige Palle A. F. Rasmussen (efter mange timers natlyt dette forår i Lille Vildmose) sammen med Henrik Holm Brask en Dværgrørvagtel natten mellem tirsdag 28/6 og onsdag 29/6. Undertegnede havde natten før faktisk stået blot få hundrede meter nord for åstedet, idet jeg lyttede efter Pletvagtel sammen med min far.
Onsdag aften kørte jeg sammen med KBC og RWR ud til mosen, hvor fuglen igen sad og sang. Til at starte med sad fuglen ret langt væk, men kom så tættere på igen og kunne høres hele tiden med 5-10 sekunders interval. Dværgrørvagtel var faktisk en ny lifer for mig, så det var fedt selv om det altid er sjovere at se et nyt kryds end blot at høre det.
Det lykkedes mig at få minimum to optagelser af fuglens stemme. Disse kan høres i nedenstående videoer, men kun svagt, så på med nogle høretelefoner og skru op for lyden. En bedre optagelse af stemmen kan høres på HHB´s blog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar