I disse dage pågår den hidtil største invasion af Hvidskægget Terne nogensinde i DK. I alt er der inden d.d. 23/5-2012 set 15 fugle fordelt på fem lokaliteter.
Derfor blev Lille Vildmose besøgt i går morges, mens Halkær, Navn Sø og Vilsted Sø alle beliggende i Vesthimmerland blev tjekket sammen med min far i går aftes. Alt sammen med negativt resultat. Derfor var det en kold spand vand i hovedet da, Jeppe Bundgård meldte 3 fugle fra Vilsted Sø her til morgen. Da jeg ringede for at skælde JBu ud, kunne han endda berette om en fjerde fugl, som var kommet til, da de var trukket forbi tårnet mod nord.
Klokken 07.30 i morges befinder jeg mig i Kogleakstårnet i Vejlerne, hvilket vel er landets bedste moseterne-lokalitet. Efter en lille times scanning med kun lokale Sortterner som resultat tager jeg en smuttur til Tømmerby Fjord for at tjekke for moseterner. Klokken 09.05 står jeg igen i Kogleaksskjulet og begynder igen at scanne moseternerne. Den ca. tiende moseterne som jeg finder ved panoreringen er en klokkeklar Hvidskægget, der ligger blandt Sortterner ca. 300 m syd for tårnet. Efter tre sekunders obs vender jeg mig om og finder kameraet frem, men kan ikke finde fuglen igen. I håndkikkert finder jeg dig ternen igen, nu højt oppe, langt væk og flyvende mod syd. Jeg prøver febrilsk at få fotos af dyret, men mislykkes, da kameraet er indstillet på "one-shot"-mode. Herefter prøver jeg at finde fuglen igen, men kan ikke finde fuglen. To fuglekiggere fra Hobro bevæbnet med kun håndkikkert kommer til og oplever en meget stresset mand, der kan informere den om, at der netop har været Hvidskægget Terne, men at den nu måske er forsvundet. På trods af, at de to fuglekiggere ytrer, at de også har haft arten i tankerne, bliver de kun i tårnet i ca. fem minutter, inden de kører videre. Jeg kæmper videre i min søgen efter ternen og får lavet nedenstående feltskitse.
Feltskitse på papir "lånt" fra notesbogen i Kogleakstårnet.
Pludselig bipper min telefon med følgende birdcall: "ons 9.07- hvidskægget terne 1 r kogleaks vejlerne hhn"!
Jeg ringer hurtigt til Haaning og fortæller ham, at jeg også lige har set ternen. Hans oplevelse var stort set identisk med min, dog når han at se fuglen hele 30 sekunder, inden den bliver væk for ham. Vi "hooker up", og efter yderligere en halv time genfinder HHN ternen. Nu får jeg de første fotos af fuglen, selv om det er på stor afstand.
Den Hvidskæggede ses foran det rustne tag...
Herefter flyver fuglen mod øst og ligger og fouragerer over "Gollums hul" i direkte modlys. Efter lidt tid støder Martin Lund til, og vi finder fuglen tættere på igen og ganske uventet flyver fuglen helt op til skjulet, giver et par stemmeytringer og lader HHN og mig få fotos af den på klods hold. Klokken 11.00 forlader vi lokaliteten, men fuglen er i skrivende stund (kl. 17.30) pp ifølge HHN.
Hvidskægget Terne, Kogleaks, Vejlerne, 23/5-2012 |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar