torsdag den 10. april 2014

Godkendt smuttur

Havde en tre timer til min rådighed i søndags. Besluttede mig for at køre op til Ryåen på vestsiden af Store Vildmose for at tjekke svømmeænder m.v. Første stop på turen var Toftegårds Enge. Allerede gennem et læhegn kunne jeg skimte noget hvidt stå ude på engen længst mod øst, og minsandten om der ikke stod en fin Sølvhejre. Fuglen kan potentielt være identisk med en fugl i Ulvedybet små 14 dage tidligere, men kan vel lige så vel være en ny fugl artens efterhånden regelmæssige optræden taget in mente.


Sølvhejre, Toftegårds Enge, Pandrup, 6/4-2014.

Dernæst lavede jeg et kort stop ved Voldkær på vestsiden af Ryå mellem Toftegårds Bro og Rendbæk Bro. Her hørte jeg en Blåhals synge og fandt den efter lidt spejden i en pilebusk i grøft, og fik vist den frem til min far, der i mellemtiden var stødt til. Sydlig Blåhals blev også registreret ved Voldkær i 2011, men er derudover ikke registreret i området ved Store Vildmose. Min vurdering er dog, at der må sidde en del Blåhalse i området, der byder på uendelige mængder af habitat til arten.


Turen fortsatte videre mod nord langs Ryå. Engen nord for Rendbæk Bro blev udsat en travetur, hvilket resulterede i ca. 30 Dobbelt- og en enkelt Enkeltbekkasin. Herefter kørte vi op mod Debelenge, hvor jeg så småt belavede mig på at finde en yank-Brunnakke i den store markoversvømmelse, hvor jeg sammen med ALM så omtrent 2000 svømmeænder i marts. Men skuffelsen var stor, da jeg erfarede, at markoversvømmelsen var væk, da pumperne igen var blevet aktiveret og marken oppløjet. Dette sker hvert år, men som regel først lidt senere på sæsonen.

Anas-hotspot afgået ved døden.

Dette stillede mig pludseligt i den uvante situation at have overskud af tid på lommen. Jeg vurderede dog, at der ikke var tid nok til at lægge vejen om Ulvedybet, og derfor returnerede vi til Toftegårds Enge. Her gik vi en tur på engen og så bl.a. en Dværgfalk, en Fjeldvåge, et par Atlingænder, minimum én Sortrygget Hvid Vip, en Lille Præstekrave og 2-300 blandede Krik- og Pibeænder. Derudover var der en del Engpibere på engen og heriblandt minimum 5 Skær/Bjergpibere, der fløj nervøst rundt på bedste Bjergpiber-manér og desuden kaldte med kald, som jeg syntes ikke virkede skarpe nok til Skærpiber. En af fuglene landede efter noget tid ikke så langt foran os på engen. Her afslørede den sig som en helt almindelig sommerdragts-Skærpiber, hvilket jeg egentligt ikke havde forventet på baggrund af kald og opførsel.
Alt i alt en super fin dag uden helt vildt mange fugle, men flere gode i blandt dem, der lod sig spotte.

Skærpiber, Toftegårds Enge, Pandrup, 6/4-2014.

 
Sortrygget Vipstjert, Toftegårds Enge, Pandrup, 6/4-2014.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar