onsdag den 28. maj 2014

Suttet bolche

Tirsdag morgen lykkedes det mig at genfinde Peter Mauras Amerikanske Sortand ved Tranum Strand. Fuglen lyste op blandt de andre Sortænder, men sås kun kort tid af gangen pga. bølgegang. Udover den store gule knop på næbbet var det også ret let at erkende de kraftigere proportioner i hoved/halsregionen sammenlignet med dens europæiske fæller.

Derudover bød morgenen ikke på meget andet og småfuglelusk blev en svær opgave grundet kold, kraftig vind fra NØ.

Amerikansk Sortand, 3K+ han, Tranum Strand, Brovst, 27/5-2014.

fredag den 16. maj 2014

Børnefødselsdag

Min dag startede i Ulvedybet, og i løbet af morgenen begyndte meldingerne om Hvidvinget Terne fra Østdanmark at tikke ind. Jeg havde det nok på fornemmelsen af en eller anden grund. Der var dog ikke noget i tallene fra vores nabolande (i hvert fald som jeg kendte til) der indikerede dette, men klart højtryksvejr og nogle få fugle i DK i løbet af ugen skruede forventningerne lidt op. Jeg har aldrig fundet arten og faktisk aldrig set arten i maj overhovedet, så min hidtidige succes med invasionerne af arten har ikke været gode, da jeg af forskellige årsager aldrig har connected med disse.

Ved 13-tiden satte jeg, efter en overraskelsesfattig tur i Ulvedybet, sammen med Johanne og Emil kursen mod besøg hos svigerfamilien på Fyns Land. Som vi kørte sydover løb der løbende meldinger om flere og flere Hvidvingede Terner, nu også i Østjylland og på Fyn samt endnu større tal i Østdanmark. Fristelsen til at lave et et pitstop ved Hornbæk Enge, Årslev Engsø, Egebjerg Enge, Kongens Kær eller Rand Fjord var meget stor, men programmet tillod ikke svinkeærinder på vej derned.

Vel ankommet i Korup ved Odense hos svigerfamilien fik vi kaffe og kage. Ved halv seks-tiden kørte min svoger Johnny, søn Emil og jeg dog en tur op til Søndersø for at gå tur med barnevogn, samt for at jeg måske kunne erhverve mig en ny ædelart. Det lykkedes dog ikke ved Søndersø. På vejen hjem igen gjorde vi dog holdt vi ved Broby Sø ved Næsbyhoved og BINGO. Allerede fra bilen kunne jeg spotte et par Hvidvingede ! Jeg kom ud af bilen og fik fotograferet dem og talte flere gange ni flotte fugle. FED!

 

Hvidvingede Terner, Broby Sø, Næsbyhoved, Odense NV, 16/5-2014.


Johnny og Emil foran flyderen (slang for bilen) og rapsmark.


Emil krydser terner.


Lækker forret bestående af hvide asparges, skinke og Hollandaise-sauce, Korup, 16/5-2014. Jo jo, der var bred enighed i svigerfamilien om, at en ny ædelart bør fejres på behørig vis.

mandag den 12. maj 2014

Dværggås i Dybet

Lørdag morgen stod den på en tur til Ulvedybet sammen med min far. Vi startede med at genhøre torsdagens Savisanger ved Haldager Vejle. Herefter kørte vi nord om dybet. En ny Blåhals blev bogført i landbrugsområdet syd for Arentsminde. Blot fire Pomeransfugle på marken nord for pumpehuset var skuffende, dog sås senere på dagen 18 fugle hér. Samme sted sås en sen Bjergirisk fouragerende på grusvejen. Videre til Perlen, hvor der var godt med vadere bl.a. 30 Temmryler og årets første Dværgryle i NJ.

På Gjølvej var der blot få vadere, men til gengæld lå en pæn slat Kortnæbbede Gæs på vandet. Ret hurtigt under tjek af disse fandt jeg en lille mørk gås med stor hvid blis. Fuglen lignede sgu egentlig en Dværggås, og lidt efter lidt blev jeg mere og mere sikker i min sag. Dette til trods en afstand på ca. 800 m. Mindre størrelse end de Kortnæbbede, lille "Ross Gås-agtigt" næb, mørkt hoved, stor hvid blis langt op i panden og gul øjenring var alt sammen fjong for Dværggås. Desuden kunne jeg sammenligne med en en enkelt Blisgås, som også lå i flokken, som ud over en masse Kortnæbbede også indeholdt lidt Bramgæs. Det lykkedes mig at skyde noget absolut dogme af fuglen, men godt, det blev det ikke. Af samme grund prøvede vi at komme tættere på flokken, men da var varmeflimmeret så udtalt, at det var umuligt at se detaljer til trods for, at jeg rent faktisk fandt fuglen i flokken. Til sidst lettede flokken og fløj meget længere ud i dybet - næsten uden for teleskopisk rækkevidde! Herefter kørte jeg hjem til Aalborg og tog på café med Johanne og Emil for at fejre min nye ædelart :-)

I øvrigt kan det meget vel tænkes, at fuglen er identisk med den fugl, som HHN opdagede ved Nørrekær Enge, og som sås 25/3-1/4, idet denne også primært sås med Kortnæbbede Gæs. Nørrekær Enge ligger øst for Løgstør, dvs. ca. 20 km SV for Gjølvej.


Dværggås, Gjølvej, Ulvedybet, 12/5-2014.


Oversigtskort over kortlagte territorier af Sydlig Blåhals i 2013 (lyseblå), obs af Dværggås og Savisanger i Ulvedybs-området.

tirsdag den 6. maj 2014

Albistriata, øhh nej cantillans...

Søndag kørte jeg sammen med ALM og min far til Skagen. Hovedformålet var at se den Østlige Hvidskæggede Sanger, der residerede ude ved det sorte sommerhus på Batterivej. Morgenen startede dog på Grenen, der som forventet ikke bød på det helt store træk i den friske, kolde NØ-vind. Bedste fugle blev tre trækforsøgende Hvidvingede Korsnæb og en rastende Sortrygget Hvid Vipstjert i den nye strandeng. Kun meget få birdere var mødt frem på Grenen. Drillende anklagede vi brokstjernen for at have skræmt dem væk, selv om vi alle godt vidste, at det overhovedet ikke forholdt sig sådan...

Hvidvinget Korsnæb, han, Grenen, Skagen, 4/5-2014.


Sortrygget Hvid Vipstjert, Grenen, Skagen, 4/5-2014.

Efter et par timers ørkenvandring på Grenen kørte vi hen og så den Hvidskæggede Sanger på Batterivej. Den fremviste sig rigtig fint og både sang og kaldte. Hør sang og kald: http://www.xeno-canto.org/177459 og http://www.xeno-canto.org/177458. Komplekset af Hvidskægget Sanger har hidtil bestået af én art Sylvia cantillans med fire underarter med følgende formodede udbredelse:
1) nominatformen ssp. cantillans på den Iberiske Halvø, Sydfrankrig og Italien
2) ssp. inornata i Nordafrika
3) ssp. moltoni på Mallorca, Sardinien, Korsika, Elba
4) ssp. albistriata på Balkan, de græske øer og Tyrkiet

Lars Svensson har dog i 2013 (A taxonomic revision of the Subalpine Warbler Sylvia cantillans. Bulletin of the British Ornithologists' Club 133: 240-248) foreslået en revision af artens taksonomiske forhold og følgelig opsplitning i tre separate arter og totalt set fem forskellige underarter:
1) Vestlig Hvidskægget Sanger (Sylvia inornata) med nominatformen inornata i Nordafrika og underarten iberiae på den Iberiske Halvø, Sydfrankrig og det allernordvestligste Italien.
2) Østlig Hvidskægget Sanger (Sylvia cantillans) med nominatformen cantillans i det sydlige Italien og underarten albistriata på Balkan, de græske øer og Tyrkiet.
3) Moltoni's Hvidskægget Sanger (Sylvia subalpina - monotypisk) i på Mallorca, Sardinien, Korsika, Elba og størstedelen af det nordvestlige Italien og Toscana.

Den pågældende fugl i Skagen må pga. af den dybt røde farve på struben og manglende farve på bug og flanker være en Østlig Hvidskægget Sanger. Selv for de fleste Østlige Hvidskæggede Sangere synes fuglen dog usædvanligt lidt farvet på undersiden, se fx hér, hvilket måske kan hænge sammen med, at det er en 2K han? Læs også mere om emnet hér: http://www.surfbirds.com/Features/subalpine13/main.html.

Østlig Hvidskægget Sanger, 2K han ssp. ?, Batterivej, Skagen, 4/5-2014.

Birdere, Batterivej, Skagen, 4/5-2014.

Herefter luskede vi lidt på Butterstien og Butterve, men det generelle indtryk var, at der var meget fugletomt, hvorfor vi efter lidt tid kørte videre mod syd. Det klart sjoveste, vi kunne opdrive inden da, var to syngende hanner af Husrødstjert på Buttervej.

Husrødstjert, 3K+ han, Buttervej, Skagen, 4/5-2014.

På det altid giftige opfyldningsareal ved Frederikshavn Havn var der ej heller ret mange småfugle, dog en del Sanglærker og desuden et par Skærpibere, som nok var lokale ynglefugle, da hannen havde travlt med lave sangflugt over bassinerne. Derudover kunne vi tælle 17 Tejster på og omkring soklerne til vindmøllerne i havet syd for opfyldningsarealet. Samme sted sås endvidere ni Sortgrå Ryler, hvilket udgjorde den min første obs af denne art i maj nogensinde. Arten ses dog regelmæssigt i tocifrede antal på Hirsholmene og Nordre Rønner om i maj måned.

Skærpiber, han, Frederikshavn Havn, 4/5-2014.

Sidste stop blev Rærup Slambassiner, hvor ALM og jeg forgæves forsøgte at fremmane en Citronvipstjert. Til gengæld fandt vi to afvigende hanner af Gul Vipstjert. Den første med store grønne indslag i hovedet og overvejende gul øjenbrynsstribe. Fuglen er vel mest sandsynligt en sent fældende flava. Derudover sås en flava-type med usædvanlig stor hvidt område på strube og mørkere øredækfjer, hvilket gav mindelser om Iberisk Gul Vipstjert. Grænsen mellem hvid strube og gult bryst var dog mindre tydelig og sad længere oppe på struben end typisk for ssp. iberia, såvidt jeg vurderer. Vi optog fuglens kald, som kan høres omkring 50 til 51 sekunder inde i denne lydoptagelse, og kaldet lyder i mine ører ikke afvigende i forhold til flava. På et senere tidspunkt laver jeg dog nok et sonogram af kaldende og sammenligner med det med sonogrammer for almindelige flavaer.

Gul Vipstjert, han flava med grønne/gule indslag i hovedet, Rærup Slambassiner, 4/5-2014.


Gul Vipstjert, han flava med hvid strube, Rærup Slambassiner, 4/5-2014.

fredag den 2. maj 2014

Få, men gode fugle

Tirsdag morgen besøgte jeg Nordmandshage i håb om vestenvindsreturtræk af småfugle m.v. De håbede småfugle udeblev dog, og blot ca. fem Skovpibere og to gule vipper trak mod syd på obsposten. Til gengæld genfandt jeg hurtigt den Sorthovedede Måge, som PAFR også så ultimo marts. Fuglen er nok identisk med den fugl, som sås primo juli 2013. Den holder til i en Stormmåge-koloni og gør tilnærmelser til disse. Fundet er vel det nærmeste mht. ynglende Sorthovedet Måge, som vi hidtil har været i NJ.

Inspireret af HHN's Islommer ved Stensnæs brugte jeg lidt tid på at stå og scanne horisonten med håndkikkert for større lommer i morgenmodlyset. Efter lidt tid finder jeg en ordentlig krabat af fugl, der flyver væk fra mig i sydøstlig retning. I skop kan det konstateres, at det er en storlom, og da fuglen drejer mere af mod stik syd, kan jeg se mørkt næb, sort hals og netop ane en halskrave. Fedt med Islom - fuglen følges i minimum fem minutter, indtil den er mere end 5 km længere mod syd.
Gad vide, om forårstrækkende Islommer egentligt bare er et regelmæssigt forekommende fænomen på Vendsyssels østkyst?

Derudover sås mange Havterner, en del Dværgterner, en trækkende Blisgås og desuden sad en Græshoppesanger og sang ved skydebakken.

Sorthovedet Måge, ad. han sodr., Nordmandshage, Hals, 29/4-2014.

Efter et par timer ved Nordmandshage tog jeg færgen over til Lille Vildmose. Inden da gav jeg dog Korttået Lærke, Triel mv. et forsøg på nogle strandenge/marker syd for Egense. Det så småt forventede rovfugletræk over mosen udeblev totalt og kun lokale rovfugle sås i luften. Det blev til en en adult Kongeørn, to yngre havørne samt en del Musvåger og Rørhøge. Desuden sås en rastende Dværgfalk. Jeg glippede en returtrækkende Hvid Stork, hvilket skyldtes, at den fuglte kystlinien. Lidt før middag forlod jeg området og tog på arbejde....

Atlingand, hun, Hegnsvej, Lille Vildmose, 29/4-2014. 


Atlingand, han, Hegnsvej, Lille Vildmose, 29/4-2014.


Grønvej, Lille Vildmose, 29/4-2014. Området er vådere end normalt på denne tid og ser helt optimalt ud til Stribet Ryle, som jeg spår vil blive fundet på lokaliteten inden for de næste 14 dage.


Kongeørn, adult, Grønvej, Lille Vildmose, 29/4-2014.