mandag den 9. september 2019

20 år med Tredækker

I dag er det præcist 20 år siden, at jeg fandt min første Tredækker. Fuglen blev skræmt op fra en knoldet, afgræsset mosebunke/lysesiv-eng i Try Enge syd for Hjallerup. Fuglen blev dog ikke noteret som andet en sandsynlig grundet min manglende erfaring med arten. Det er først retrospektivt, at jeg har kunnet se, at min beskrivelse komplet udelukker Dobbeltbekkasin, bl.a. blev det artskarakterisktiske grynt hørt begge gange fuglen blev stødt op. Se mine noter angående fuglen i det nedenstående.
Notesbog, notater, 9/9-1999.

Dagen efter, 10/9-1999, fandt jeg endnu en fugl, denne gang i Bolle Enge ca. 5 km længere mod øst. Denne fugl sås af mange, og flere fik nyt kryds på arten fx Ole Krogh, Lars Pedersen og Michael Mosebo.

Siden da er det blevet til en del selvfundne efterårs-Tredækkere rundt omkring i det nordjyske (samt enkelte i ØJ) - se nedenstående dump, der viser den geografiske fordeling i NJ.

Indeværende år, 2019, har indtil nu været det ringeste efterår for Tredækker i mange år med fund fra kun to lokaliteter i NJ (og DK) - og max én fugl af gangen. Dette kan undre, da der i år er masser af oplagte habitater rundt omkring qua den meget våde august måned. Men der er nok andre faktorer end hvor våde enge/marker i DK er, hvoraf afgjort trampe-aktivitet også er én. Volsted Kær/Mastrup Bæk er eneste lokalitet med flere observationer i år. På denne lokalitet er der set tredækker hvert år siden "opdagelsen" i 2015, med følgende max-tal: 2015 (4), 2016 (7), 2017 (8) og 2018 (8).

I det nedenstående følger nogle af mine bedste skud af Tredækker gennem årene.
Tredækker, Boller Enge, Tårs, 3/9-2013.

Tredækker, Volsted Kær, Støvring, 2/9-2015.

Tredækker, Volsted Kær, Støvring, 11/9-2015.

Tredækker, Ringfenner, Store Vildmose, 30/8-2016.

Tredækker, Halkær Sø, Nibe, 22/8-2017.

Tredækker, Lindeborg Ådal, Vårst, 3/9-2017.

Tredækker, Klim Fjordholme, Vejlerne, 7/9-2017.

onsdag den 4. september 2019

Islændere galore

I søndags (1/9) var jeg en tur Ulvedybsområdet. Første stop var ved Østerkær, hvor der nogle gange kan være smækfyldt med vadere og andre gange (læs, de fleste) være helt tomt.
Søndag var en god dag, idet der bl.a. stod 580 Islandske Ryler, hvoraf kun én var adult, resten 1K-fugle. Forekomsten er den fjerdestørste DOFbase-antal i DOF Nordjylland. Største observation er 8/11-2003 720 Voerså, som undertegnede i al beskedenhed også står bag. Ganske pudsigt talte PHK senere på aftenen også 580 Islandske Ryler ved Østerkær uden at kende noget til min observation. Ynglesuccesen for Islandsk Ryle (eller i hvert fald de bestande, der trækker gennem DK) virker til at være rigtig god sammenlignet med sidste mange år.



Udover de Islandske Ryler var der et par hundrede Almindelige Ryler, 4 unge Krumnæbbede samt en  1K Islandsk Stor Kobbersneppe, som ret utroligt er den første DOFbase-indtastede ungfugl af denne race i DK dette år.



Østerkær har flere gange vist sig at være rigtig god for vadefugle i august/september, således sås på lokaliteten flere hundrede Krumnæbbede Ryler ultimo august 1999, max 306 (303 1K + 3 ad.) 31/8 set af undertegnede - se nedenstående affotografering af min notesbog. Observationen er formentlig Nordjyllandsrekord. PAFR så 10/9-1998 455 Krumnæbbede Ryler, men på en 20 km strækning fra Hou til Stensnæs. Fordelingen af fugle denne dag fremgår ikke af rapporten "Fugle og dyr i Nordjylland 1998", hvorfra jeg har data.

Danmark oplevede i efterårene 1998 og 1999 et kæmpe influks af unge Krumnæbbede Ryler, hvis lige ikke er set siden. Derudover sås i 1998 trecifrede antal af Dværgryle ved Østerkær, de præcise data har jeg dog ikke kunnet finde. Endelig blev der i august 2006 set op til 11 1K Kærløbere på lokaliteten, max 22/8 (Fugle og dyr i Nordjylland 2006).
 

Efter at have tjekket vaderne igennem til et tilfredsstillende niveau, drog jeg videre mod selve Ulvedybet. Her sås 1-2 Sølvhejrer og tre Havørne (det lokale ynglepar + én unge) på Gjølvej. Som sædvanligt dette år var Perlen totalt oversvømmet (skyldes det ikke-fungerende stem i slusen), men på fjordsiden var der mange vadere mv. Hér taltes bl.a. 26 Krumnæbbede Ryle (23 1K + 3 ad.), endnu en 1K Islandsk Stor Kobbersneppe samt 118 Skestorke. Sidstnævnte kan være lokalitetsrekord, idet der tidligere kun er indtastet op til 117 fugle! Antallet af Krumnæbbede Ryler var ganske fint men blegner jo noget sammenlignet med ovennævnte antal fra efterårene 1998 og 1999.