tirsdag den 12. november 2019

Weekend i Kbh

Den forgangne weekend blev brugt på at fejre min svingerinde og svoger på Østerbro i København. Færgeoverfarten lørdag morgen bød på meget få dykænder, der kunne tjekkes, idet de fleste lå syd for ruten i god afstand og i delvist modlys, men en route på Sjælland sås en flok på 20 Bomlærker ved Holbæk og en han Duehøg ved Templekrog. Flokken af Bomlærker er ifølge DOFbasen den fjerdestørste på Sjælland i år.

Søndag formiddag var vi en tur på legeplads i Fælledparken. Allerlængst mod nordøst i Fælledparken hørte jeg en fuglekonge, som lød afvigende, og ganske rigtigt viste det sig at være en fin-fin Rødtoppet. I øvrigt den eneste fuglekonge og stort set eneste småfugl, som jeg noterede mig i parken.
Rødtoppet Fuglekonge, Fælledparken, Østerbro, 10/11-2019.

Da vi skulle til at vende snuden hjemad mod det mørke Jylland, fik jeg nys om en mulig Tajga-fluesnapper set i Gentofte af alle steder, hvor lokalpatrioten Frank Desting havde fundet fuglen under en sine sædvanlige ture i området.

Heldigvis gik det let med at få lokket kone og børn med på en lille omvej omkring Gentofte, inden vi satte kursen mod Sjællands Odde. Første mand vi mødte, da vi ankom var en glad Jørgen Munck, som kunne anvise mig, hvor jeg skulle gå hen. I løbet af den næste times tid så jeg og ca. 50 andre fuglen det meste af tiden, men som oftest højt oppe og i halvt modlys. Jeg kunne ikke nå at notere mig mange dragtdetaljer i felten, dog var grundfarven på undersiden påfaldende mørk i forhold til 1K Lille Fluesnapper, således gav fuglen nærmest et indtryk, der mindede om hunfarvet Husrødstjert, når den sad med bugen til oppe i trækronerne!

 
Tajgafluesnapper, 1K, Folkeparken, Gentofte Sø, København, 10/11-2019.
Efter at have læst op på emnet, set mine egne og andres fotos igennem føler jeg mig overbevist om, at fuglen er en Tajgaflue, idet grundfarve på undersiden, sorte overhaledækker, jævnt hvide tertialkanter samt hvidlige kanter på de store dækfjer passer meget bedre på denne art end 1K Lille Fluesnapper. Fundet udgør, hvis det godkendes, det første danske og det blot ca. syvende europæiske fund af Tajgaflusnapper. Dertil kommer nogle fund fra hhv. Israel og Kuwait.
Twitchere, bl.a. THH længst til højre.
Udsigt over Sejerø Bugt fra Sjællands Odde.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar