Det sene efterår har budt på mange gode oplevelser med havdykænder i det nordjyske, således en Brilleand, to Amerikanske Sortænder og Kongeederfugl.
20/10 var jeg på tur til Hanstholm med Kenneth Bach Christensen (KBC). Mens vi luskede småfugle ved skrænten nord for
minkfarmene, fik jeg øje på en flok på ca.
25 Sortænder, der trak vest på vel 1,5 km afstand. Uden skop vurderede jeg, at
bedste mulighed for at tjekke for Brilleand var at tage nogle fotos og så
tjekke back-of-camera med dette samme.
Første tjekkede billede viste, at der tilsyneladende var en
fugl med hvid nakke, hvorfor jeg råbte til KBC, at jeg troede, der var en
Brilleand i flokken. Jeg fik taget nogle flere fotos, mens først KBC og dernæst
også jeg selv prøvede at pille fuglen ud med håndkikkert i flokken. Det
lykkedes ikke, da flokken desuden bevægede sig væk fra os og til sidst
forsvandt mod vest bag Roshage-molen.
Jeg fik hurtigt tjekket lidt flere fotos, som alle viste en
fugl med hvid nakke. Efterfølgende blev den meldt ud på zello som usikker, hvis
nogle længere nede af kysten skulle have lyst til at prøve chancen.
Hjemme bag skærmen om aftenen fik jeg kigget flere fotos og synes desuden, at man fornemmer et lidt større hoved og desuden måske lyst næb og et hvidt øje på enkelte fotos.
Brilleand, 2K+ han, Hanstholm, 20/10-2024. |
To dage senere i stille vejr fik jeg tjekket op på andesituationen ved Lyngså/Stensnæs-området. Mange tusinder af havdykænder, og blandt disse lykkedes det mig at finde en ny Amerikansk Sortand, hvilket var ny art for lokaliteten. Derudover bød dagen på bl.a. Hvidbrynet Løvs, Lapværling og Nordisk Lappedykker.
Hvidbrynet Løvsanger, Stensnæs, 29/10-2024. |
Lapværling, Stensnæs, 29/10-2024. |
Den efterfølgende weekend tjekkede jeg i stille vejr igen Lyngså/Stensnæs-området, denne gang en formiddagstur med KBC. Ingen sjældne ænder, men 20.000+ havdykænder på strækningen fra Solsbæk til Stensnæs. Sjældent har jeg set så mange rastende melanittaer i området og aldrig før så mange Fløjlsænder (>2000).
Torsdag 7/11 var det min fødselsdag, og som gave til mig selv ordinerede jeg en fugletur. Således tog jeg en eftermiddagstur i helt stille vejr ud til Nordmandshage, forcerede vaden og satte mig yderst på Skindsækken og tjekkede for sjove dykænder blandt måske i alt 20.000 dykænder, fordelt på ca. 4500 Ederfugle, 8000 Fløjlsænder, mens de resterende var Sortænder. Trods intensivt tjek af flere tusinder Fløjlsænder, kunne jeg ikke opdrive en stejnegeri blandt dem, men til gengæld afslørede det tredje tjek af Ederfugle-flokken en flot han Kongeederfugl. Superfedt, og ny ædelart til undertegnede :-) Mængden af dykænder og nærheden til land var helt exceptionel, jeg har aldrig set noget lignende, se fx nedenstående video.
Kongeederfuglen sås jeg igen fem dage senere, hvor der også stadig var mange Fløjlsænder på lokaliteten. De følgende uger svandt det gevaldigt i de ekstraordinært mange melanittaer på østkysten, men Kongeederfuglen er nok stadig på plads i indsejlingen ved Hals-Egense, den sås i hvert fald som minimum til 1/12.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar