onsdag den 25. maj 2016

Tranum igen igen - nu med lækker Småkjove

I går morges gik turen endnu en gang til Tranum-området. Grundet, at jeg sad på ude på arbejde indtil kl. 23.00 aftenen før, kom jeg først op kl. 06.00 på trods af flere alarmer i perioden 04.30-05.00. Kursen blev sat på mod campingpladsen, men en times lusk i området gav meget få fugle, der ikke var lokale.
Af samme årsag fortsatte jeg videre mod kystkrattene ved Lerup Strand, men på vej ud af Ejstrup Strandvej fik jeg fra kørende bil øje på en fugl, der langsomt fløj mod nord inde over klitheden. Jeg fik standset bilen og fik håndkikkert på fuglen, og kunne med det samme erkende min første adulte Lille Kjove nogensinde! Ud af bilen og på med skop. De næste ti minutters tid kunne jeg følge fuglen, mens den langsomt fløj nord over klitheden med flere småstop undervejs, hvor den bl.a. gav sig til at muse lidt.
Til sidst forsvandt fuglen for mig i disen langt mod nord på vej op mod Rødhus. Sikke en oplevelse.


Lille Kjove, adult, Tranum Klit, Brovst, 24/5-2016.

Efter denne succesoplevelse foretog jeg et par telefonopkald for at prale med min oplevelse. Et par Sortstrubede Bynkefugle sås fodrede to unger, inden jeg stoppede bilen ved Lerup Strand og gav mig til at luske havtorn- og hybenkrat, som lå i læ af klitterne for den tiltagende nordenvind. Tåge og finregn kunne jeg dog ikke kæmpe mod, så efter yderligere en times tid fortrak jeg fra området.
Giftige kystkrat langs klitterne ved Lerup Strand. Masser af lokale Tornsangere var det klart mest dominerende element.

Lusk i møgvejr er som brillebærer en ekstra udfordring, hvilket jeg har prøvet at illustrere med ovenstående selfie.

Inden jeg returnerede til mit arbejde i Aalborg Øst, gav jeg Ulvedybet en chance. Dette resulterede i totalt syv Kærløbere, to Dværgryler og imponerende 180 Store Præstekraver.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar