I anledning af feltarbejde var jeg i mandags for en sjælden gangs skyld havnet i Thy. Efter at have stædset rundt i flotte hedemoser og fattigkær ved Frøstrup hele dagen, blev myggeplagen mig for meget, hvorfor jeg indstillede arbejdsdagen ved syv-tiden om aftenen.
Da vejret var stille begav jeg mig ud mod Hanstholm for at tjekke Sortænder. Jeg placerede mig på en bakke med udsigt over havet ved Hamborg øst for Hanstholm, hvor der lå 1-2000 Sortænder relativt tæt under kysten. Rutinemæssigt lavede jeg lidt playback med Høgesanger, da både årstid og lokalitet var noget nær optimale (hvilket tidspunktet på dagen dog ikke var). Det gav intet synligt resultat, og derfor vendte jeg igen blikket mod havet.
Ca. ti minutter senere registrerer jeg ud af øjenkrogen, at der kravler en lys sanger rundt nede i krattet, og da jeg får håndkikkert på er sagen klar: 1K Høgesanger.
Netop Høgesanger er sammen med Hvidbrystet Præstekrave det største hul på min ædelartsliste, hvorfor fundet lunede utrolig meget. Faktisk var fuglen usædvanligt samarbejdsvillig og viste sig flittigt i toppen af krattet. Funddatoen er lidt pudsigt præcis 18 år efter, at jeg fik Høgesanger som ny art ved Højen Fyr i Skagen - en fugl fundet af RoC.
Jeg fandt forresten ingen sjove havdykænder, men tre Sortstrubede Bynkefugle og to Rødryggede Tornskader bogførtes!
|
Høgesanger, 1K, Hamborg, Hanstholm, 26/8-2019. |
|
Udsigt fra Hamborg mod Roshage. |
|
Krattet med høgsen. |
Dagen efter var jeg igen i embeds medfør i området ved Hjardemål/Frøstrup. Igen var det en varm dag med megen sol, fugtige gummistøvler, masser af myg men også fed natur. Blandt andet skulle jeg kortlægge en eng, hvor der sad 250 Dobbeltbekkasiner, men (lidt mod forventning) ingen Tredækkere. I samme område fløj der pludselig en Vendehals op fra en grusvej, hvorefter den satte sig på et elhegn sammen med Bynkefugle. Vendehals om efteråret er ikke noget jeg har excelleret voldsomt i, så glæden var igen stor.
|
Vendehals, Skiverklit, Hjardemål, 27/8-2019. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar