Bedre sent end aldrig. Jeg har for et par uger siden modtaget nedenstående fra Anders Brinkmann vedrørende den adulte Sabinemåge ved Lild Strand slut juli, men har først nu fået tid til at lægge det online.
XEMA
SABINI
Torsdag den
30. juli 2020
FERIESTEMNING
OG BILEUFORI
Beretningen
tager sit udspring i starten af juli måned. Jeg er netop blevet bilejer og
sommerferien lurer lige om hjørnet, så nu skal der bare birdes! En uge efter,
at jeg har sat mig ind i den nye firhjulede for første gang, går turen mod
vestkysten. Vinden er god og i det helt rigtige hjørne! Jeg drømmer om
Almindelige Skråper, kjover og Rider. Men jeg når desværre ikke særlig langt, for lige inden Aabybro springer et rådyr
ud foran bilen. Kofanger og højre forlygte bliver slået i stykker, et par indre
komponenter bøjes skæve, og højre fordør kan ikke åbnes. Heldigvis sker der
intet med mig. Men en schweizerhund bliver sendt afsted efter det påkørte rådyr,
og Falck transporterer min nye bil på værksted. God start på ferien og god
start som bilejer… Men værst af
alt: Ingen havfugle til mig den dag…
LÆNGSEL
MOD DET BLÅ HAV
Tre uger
efter lakker sommerferien mod enden. Vadefuglekontoen er ved at være godt fyldt
op efter flere gode ture til himmerlandske søer og det ‘Vendsysselske
Vadehav’. Men det er som om, der mangler noget.
Nogle havfugle. Værkstedet har heldigvis stillet en lånebil til rådighed, og da vinden
frisker op fra vest, kan jeg endelig få indfriet mine abstinenser. Klokken fire
er der afgang fra Aalborg, og lidt over fem rammer jeg Lild Strand. Turen er
lang, dér i mørket – særligt fordi jeg ikke har tænkt på andet end rådyr hele
vejen.
Fugletrækket
er som forventet. Vinden er ikke nået helt op i det optimale hjørne, men dog så
tilpas, at der passerer en fin diversitet af havfugle, vadefugle og måger. Knap
200 Suler, på den gode side af 100 Rider, lidt Rødlommer, 3 Almindelige Kjover,
1 Tejst, 33 Småspover, et par Strandhjejler mm.
TREFARVET
SKØNHED
Efter et
par timers obs falder bomben. Jeg husker det egentlig ikke særlig godt, da jeg
gik lidt i chok-mode. Men jeg opdager en mågelignende fugl, der flyver rundt i
vandkanten. Jeg tager den umiddelbart for en Ride, men da jeg får kikkerten på den,
får jeg en fornemmelse af, at det er en af de dyre måger. Det er endnu ikke gået
helt op for mig, om det virkelig er en Sabine eller blot en ung Ride. Så jeg
lader tvivlen råde og går over til strategien ‘skyd først, spørg bagefter’.
Mit kamera
ligger i rygsækken, da jeg lige har skiftet obspost. Jeg famler febrilsk efter
det, men heldigvis fouragerer mågen så længe, at
der er tid nok at løbe på. Da jeg
endelig er klar, forsvinder mågen dog et øjeblik i bølgerne og når at passere
et stykke ned ad kysten. Så da jeg endelig får øje på den igen, bliver
shoot-knappen trykket helt i bund!
FOR GODT TIL AT VÆRE SANDT?
Mågen
forsvinder om bag en klit og videre ned langs kysten. Jeg tjekker kameradisplayet,
og mit hjerte springer lige et par slag over. Det ligner en klokkeklar Sabinemåge.
Trefarvet overside, mørk hætte og let kløftet hale. Men jeg er alligevel ikke
helt sikker. I min verden er Sabinemåge en efterårsfugl, der først passerer omkring
september-oktober, og vi er ikke engang i august endnu. Desuden ved jeg, at den
nemt kan forveksles med en ung Ride eller ung Dværgmåge, så det er med at være
vaks ved havelågen.
Jeg føler
mig dog så sikker, at jeg med lettere antydning af tvivl i stemmen melder den
ud på Zello. Herefter skriver jeg til lokale Henrik Haaning, der kender Thy og
Hanherred bedre end sit eget Olympus-kamera, og vedlægger et foto af fuglen.
Henrik ser straks beskeden, men er tilsyneladende ikke den hurtigste på tasterne.
Langsomt begynder der at opbygge sig en sitren og en uro i mit indre, og jeg
kan slet ikke koncentrere mig om at fortsætte havobsen.
Men så tikker
den forløsende tilbagemelding ind: “Er du
vissen mand. Den er helt sikker!”
Ganske som
forventet ringer Rune Sø kort tid efter
og underholder med et kvarters foredrag om feltbestemmelse af Kuhls, Balear og
Almindelig Skråpe, så han er helt sikker på, at jeg ikke finder flere hits i
det tidsrum.
FLERE KRYDS I NOTESBOGEN
Jeg har svært
ved at slippe Lild Strand efter denne suveræne oplevelse, og jeg er
topmotiveret på at ædle flere hits. Men nu, hvor jeg er kørt så langt, så var planen også at smutte en tur forbi Vejlerne. Her
lykkes det at tilføje yderligere fire årsarter til notesbogen: Sortterne, Dværgmåge,
Silkehejre og Rovterne. Sidstnævnte to udgør tilmed nye kryds på min DK-liste!
MANGLENDE
GUL NÆBSPIDS
Da jeg
kommer hjem og får lidt tid til at kigge på fotos af Sabinemågen, er der noget,
der springer mig i øjnene. Mågen mangler den tydelige gule næbspids, som er så karakteristisk
for adulte Sabinemåger.
Efter lidt
research, kommer jeg frem til, at det måske er en 3K-fugl (2nd summer), da
fuglen overvejende udviser adulte træk, men mangler den udfarvede gule næbspids.
En 2K-fugl ville have haft ukomplet hætte ala adult vinter (dog visse
undtagelser), kødfarvede ben, mindre hvide vingespidser og evt. sorte pletter i
halen. Med lidt god vilje kan der måske anes små hvide nister i hætten. Men en
2K-fugl er det ikke. Så det nærmeste, jeg kommer, er nok 3K+.
ET
VASKEÆGTE JULIHIT
Sabinemåge er efterhånden ikke en årlig begivenhed i Nordjylland
(NOK-området), men optræder i visse år dog i pæne mængder. I 2015 og 2019 sås der fx ingen Sabinemåger i Nordjylland, mens der i 2011
og 2018 sås hhv. 14 og op mod 16 (Nordjyllands Fugle 2019).
Ifølge DOFbasen er fund i juli endvidere af sjælden karakter, da
der kun foreligger to tidligere fund 29. juli 1990 1 ad. Blåvands Huk og 8.
juli 2007 1 2K+ Sjællands nordkyst. Dagens Sabinemåge udgør derfor det første
julifund for Nordjylland.
Fundet må dog
siges at ligge så sent, at vi næsten er inde i august. Men vi skal nok hen til medio/ultimo
august, før man for alvor kan snakke om et fænologisk forventeligt
forekomsttidspunkt.
HIT EFTER HIT
Årets
sommerferie startede ikke ligefrem med det bedste udgangspunkt, men heldigvis
blev der vendt fuldstændig op og ned på dette efter et besøg ved Lild Strand og i Vejlerne. Thy og Hanherred har det med at kaste hits af
sig, og sådan skulle det også gå i dag. Tre nye DK-arter kom med hjem, hvoraf
Sabinemågen samtidig udgjorde en meget uventet ny ædelart! Den kan nu tilføjes
til min 2020-ædelartsliste, som allerede rummer fede arter som Rosenstær, Steppeørn m.fl.
Kilder:
Nordjyllands
Fugle (2019): “Nordjyllands Fugle 2018”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar