tirsdag den 27. april 2021

Så stod der lige en Kohejre

 Det er hårdt arbejde at finde hits. Det er i hvert fald min opfattelse, og jeg kan umiddelbart ikke komme i tanke om nogle hits, som jeg har fundet bare sådan helt tilfældigt.

Men det ændrede sig i torsdags, hvor jeg på vej på arbejdsopgave i Sydthy i sidste øjeblik valgte at køre fra hovedvejen for at prøve at se Prærietranen ved Vust Holme i Vejlerne. Da jeg kom til enden af Alvejen (vejen der kører op forbi Kraptårnet, red.), stod der en mindre hvid fugl alene sammen med tre heste på en græsmark.

Jeg nåede at tænke, at fuglen da godt nok gjorde sit ypperste for at imitere Kohejre, men at jeg nu ikke ville lade mig snyde. Men da jeg fik løftet kikkerten, var den sgu god nok. En fuldgod Kohejre bare lige sådan dér foran mig på marken. Jeg tror, at det er få fuglekiggere, som aldrig har tænkt tanken, hvorfor der ikke lige kunne stå en Kohejre, når man kom kørende.

Jeg fik ringet fuglen ud til HHN, som sendte den ud på birdalarm. Blot otte minutter efter opdagelsen af fuglen, lettede den pga. en forbikørende kæmpe-traktor og forsvandt for mig flyvende mod sydøst. Dog sås fuglen to yderligere gange i løbet af dagen i samme område, bl.a. af HHN om aftenen, hvor den til sidst fløj mod vest mod Bygholm Vejle.

Det var i øvrigt blot anden gang, jeg ser Kohejre i Danmark. Den første var fra november 1995, hvor jeg var i 9. klasses-praktik på Vejlernes Feltstation, og så Kohejre ved Ove Sø og Bonapartemåge i Hirtshals samme dag sammen med HHN, Dennis Nielsen, Esben Colding Broe og Olvar Læssøe.

Om fundet godkendes, hvilket der må være en fair chance for, vil det udgøre det 26. danske og fjerde nordjyske fund.

 

Kohejre, Torup Holme, Vejlerne, 15/4-2021.
 
Der er i det hele taget mange fugle i Vejlerne for tiden, især i de Vestlige Vejler, hvor der er masser af svømmeænder, bramgæs og Brushøns.
Tirsdag 13/4 tilbragte jeg hele dagen i Vejlernem, hvor jeg skulle optælle ægklumper af spidssnudet frø. Således så jeg 13/4 over 1000 Brushøns i Vejlerne totalt, flest 570 Lønnerup Fjord og 380 Torup Fjordholme. Desuden f.eks. én Nordisk og seks Sorthalsede Lappedykkere i Østerild Fjord, to Bjergpibere i Arup Vejle ved Østerild-tårnet, 46 Skestorke Arup Holm og masser af Sølvhejrer. Til gengæld lykkedes det ikke at se hverken Prærietranen eller den Amerikanske Krikand, som var væk hver gang jeg passerede østsøen.
 
Masser af brushøns, Lønnerup Fjord, 13/4-2021.

Én af to Bjergpibere i sommerdragt, Arup Vejle, 13/4-2021.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar