søndag den 4. juli 2021

Lille Gulben på udebane

I sidste uge tilbragte jeg tre dage (tirsdag til torsdag) i det sydvestjyske, da jeg skulle lave feltarbejde lige uden for Esbjerg.

Tirsdag aften blev Sneum tjekket sammen med mine tidligere bofælle fra tiden i Aarhus, Klaus Fries. Hér blev det bedste 11 Sorthovedede Måger og 77 Skestorke, men stort set ingen vadere.

Dagen efter gav feltarbejdet en fouragerende adult Sorthovedet Måge set med det blotte øje på marker nord for Esbjerg Lufthavn, hvor der også var tre syngende Vagtler og ungevarslende Blåhalse.

Onsdag aften tjekkede jeg Kongeåslusen, hvor der var lidt flere vadere og et par Havørne, men ingen hits.

Torsdag morgen havde jeg tid til lidt fuglekig, inden jeg skulle afslutte mit feltarbejde. Derfor gik turen til Kongeåslusen og Kammerslusen, hvor jeg kunne erfare, at både tidevand og varmeflimmer var imod mig.

Eneste sted, hvor der stod lidt vadere på tjekbar afstand var ved Indvindingen på forlandet lige syd for Kammerslusen. Her stod der lidt Rødben og nogle få Sortklirer og endnu færre Almindelige Ryler på ca. 300 meters afstand. Imellem Rødbenene var der pludselig en klire med klart gule ben, og efter lidt yderligere granskning blev jeg enig med mig selv om, at det var en Lille Gulben, idet den havde lange gule ben (længere end Rødbens ditto), grålig overside med enkelte sorte pletter, mindre krop end Rødben (med længere bagparti) og et generelt ranglet jizz.

Efter sammenlagt 20 minutters obs, hvor fuglen nok kun var fremme 5-10 miutter, kom der en flyvemaskine og fik en del af fuglene på vingerne, dog så jeg ikke gulbenet flyve væk, men det har den med sikkerhed gjort, da fuglen trods grundigt tjek ikke kunne genfindes mellem de tilbageværende Rødben.


Fundet udgør, såfremt det godkendes, landets ca. 15'ende fund, hvoraf jeg i så fald vil have stået for de to, samt det andet fund fra det tidligere Ribe Amt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar