Viser opslag med etiketten Polen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Polen. Vis alle opslag

fredag den 8. juli 2016

Polen, juni 2015 - Biebzra


Fredag 12/6 kørte jeg efter endt kursus sammen med min kollega, Morten, til Warszawa. Her blev Morten sat på et fly mod DK i Modlin lufthavn. Herefter vendte jeg snuden mod Biebzra-området, i det nordøstlige Polen, hvor jeg udover at sample de sidste prøver havde en aftale med Vandsanger.
Oversigtskort over det østlige Polen.

Fredag kl. 16.00 ankom jeg til Dluga Luka, som er en 400 m lang boardwalk ud gennem floddalen. Boardwalken er sandsynligvis verdens bedste sted at observere Vandsanger, og allerede da jeg smækkede bildøren op på p-pladsen kunne jeg erkende artens karakteristiske langsomme Sivsanger-agtige sang. Det blev til ca. 5-10 syngende fugle, som kunne nydes.

Kort over den sydlige del af Biebzra-området.

Billeder fra Dluga Ljuka.





Vandsanger, Dluga Ljuka, Biebzra, Polen, 12/6-2015.


Sivsanger til sammenligning, Dluga Ljuka, Biebzra, Polen, 12/6-2015.

Dobbeltbekkasin, Dluga Ljuka, Biebzra, Polen, 12/6-2015.

Lille Skrigeørn, Dluga Ljuka, Biebzra, Polen, 12/6-2015.

Derudover blev det til observationer af bl.a. Sort Stork, begge skrigeørne, Hedehøg, Trane, Stor Kobbersneppe, Mosehornugle, Hærfugl, Savisanger, Stor Tornskade og Elg. Overalt var der meget tørt og således lykkedes det mig ikke at finde nogen moseterner, dog hørte jeg senere, at det optimale sted til disse var længere nordpå end jeg kom. Omkring lørdag middag satte jeg kurs mod Danmark, som jeg nåede søndag eftermiddag efter en overnatning en route.
 
Blåtoppet kohvede. Sjælden i DK, almindelig i Polen.

Hitkiks, vand og lokalitetsbog.


Sort Stork

Stor Skrigeørn

torsdag den 16. juni 2016

Polen, juni 2015 - Siemianówka Reservoir 11/6

Om aftenen 11/6 blev Siemianówka Reservoir nord for Bialowieza-skoven besøgt. Området er normalt et rigtig godt sted for ynglende vadefugle, moseterner og Citronvipstjert. Foråret var dog det tørreste i mands minde, hvorfor de normalt våde enge var knastørre i 2015. Således lykkedes det ikke at se nogen Citroner, men andre gode fugle blev bogført såsom pænt med Sølvhejrer, Kaspiske Måger (kun set på afstand), Pungmejse, Savisanger, Hvidvingede og Sortterner og de allestedsnærværende Drosselrørsangere.
Dertil kom, at området var spækket med insekter og gode planter langs det sydlige dige. Grønbroget Tudse, som var hovedårsagen til besøget, kunne desværre ikke lokaliseres, hvilket egentlig ikke var så overraskende områdets tørre beskaffenhed taget i betragtning.
Kort over Bialowieza-området.


Hvid Stork, nær Siemianówka, 11/6-2015.

Stor Tornskade, nyudfløjen unge, nær Siemianówka, 11/6-2015.





Morten med kikkert og insektnet på syddiget.

onsdag den 15. juni 2016

Polen, juni 2015 - Bialowieza



Sidste år i juni var jeg i perioden 7-14/6 på kursus/feltarbejde i Polen sammen med min kollega, Morten Larsen. Søndag aften, 7/6, kørte vi afsted fra Aalborg, og ca. kl. 15.00 mandag var vi fremme ved den legendariske Bialowieza skov, hvor vi skulle indlogeres på Hotel Wejmutka.
Pit-stop øst for Warszawa. Morten indtager tiltrængt sandwich og cola.


Hotel Wejmutka

Morten beundrer træværket.

Formålet med ekskursionen var dels at indsamle vandprøver til DNA-undersøgelser samt at deltage som kursister på et paddekursus/moniteringsprogram i Bialowieza og omkringliggende områder. Overvågningsprogrammet havde til formål at monitere områdets paddebestande over længere tid (siden år 2000) med henblik på følge udviklingen i bestandene af diverse bilag IV-paddearter såsom klokkefrø, løgfrø, stor vandsalamander, spidssnudet frø, grønbroget tudse og strandtudse. Kurset var arrangeret af EPMAC-Europe, hvis website er følgende: http://www.epmac-europe.com/wordpress/. Kursusleder var vores gode ven og kollega hollandske Wouter de Vries.
Wouter de Vries og Morten ved lille dam med klokkefrø, østlig løvfrø, stor vandsalamander mv.


Undertegnede leder efter løvfrø-haletudser.


Bilag IV-arten Stor Kærguldsmed sås flere steder. Her har Wouter fanget en han.

Klokkefrø, hhv. over- og underside.

Kortbenet Grøn Frø


Snog

Ud over paddekursus blev det også lidt tid til andre aktiviteter fx aftentur efter Europæisk Bison og et par tidlige morgenture inde i selve skoven.
Europæisk Bison, Bialowieza, Polen, 9/6-2015.

Velfortjent øl efter vellykket bison-ekskursion.



Høgesanger var ret almindelig i halvåbent landskab, men blev hørt meget mere end den sås. Efter lidt ventetid blev sangen oftest suppleret med det artskarakteristiske kald, hvorved Havesanger kunne udelukkes. Faktisk gik der en 3-4 dage førend jeg noterede min første sikre Havesanger, hvorimod Høgesanger sås allerede på førstedagen i hotellets have.

Selve Bialowieza-skoven var langt mere lukket end jeg havde forestillet mig. Det gjorde fotografering ret svær, hvorfor jeg fx ikke fik andet end skodfotos af Hvidhalset Fluesnapper som hørtes meget mere end den sås. Det lykkedes mig heller ikke at få fotos af Hvidrygget Flagspætte, som sås med enkelte eksemplarer.

Tretået Spættet, Bialowieza, 12/6-2015.

Lille Flagspætte, 1K, Bialowieza, 8/6-2015.



Hvidhaldet Fluesnapper, Bialowieza, 10/6-2015.

Til sidst følger lidt fotos af kulturlandskabet i og omkring Bialowieza. Området lider som mange andre dele af Østeuropa af, at græsning stort set er opgivet i mange områder. På det næstsidste billede ses i øvrigt en typisk biotop for Høgesanger.