Viser opslag med etiketten DK uden for NJ. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DK uden for NJ. Vis alle opslag

tirsdag den 17. september 2024

Ture til blåvand april-juli

I forbindelse med feltarbejde besøgte jeg Blåvand-området seks gange i løbet af april-juli. Endvidere deltog jeg i SU-møde i april, så i alt blev det til syv ture til Blåvand.

Første besøg lå primo april med henblik på at kortlægge kvækkende spidssnudede frøer og strandtudser. Et morgenbesøg på hukket 9/4 gav hele 13 Kaspiske Måger og ikke mindst en 3K Middelhavssølvmåge blandt rigtig mange måger. I forbindelse med feltarbejde sås bl.a. Fyrremejse, Grønspætte, Enkeltbekkasin, Natugle (Skødstrup), Isfugl og Stor Tornskade.


Fyrremejse, Henne Kirkeby, 9/4-2024.


Den 20-22/4 stod den på SU-møde i Blåvand, men desværre var vejret præget af nordlige vinde og koldt vejr. Bedste fugle blev to Mandarinænder på Grønningen, en Nordisk Lappedykker ved Hvidbjerg Strand samt en lokal Vendehals, der hævdede revir ved en kasse ved Vesterled - i øvrigt årets eneste af denne art for mit vedkommende.


Trykket stemning.


SU-medlemmer, Blåvand Fuglestation, 21/4-2024.

Vendehals, Vesterled, Blåvands Huk, 21/4-2024.

Næste besøg lå 18-20/5, hvor jeg især kortlagde kvækkende strandtudser samt haletudser af spidssnudet frøer. Turen gav en perlerække af gode fugle, således fandt jeg på turen både Biædere, en Hedehøg, to Stylteløbere, en Drosselrørsanger og en Sorthovedet Måge.

Endvidere fik jeg fremvist både Lille Fluesnapper og Sydlig Nattergal i hånden 19/5, så en del Kaspiske Måger, flere Sortterner, hørte en tudende Stor Hornugle i Vrøgum Klitplantage samt ikke mindst så en ulv (der jagtede en ræv!) nær Børsmose!
Biædere, 4 ex., Blåvands Huk, 18/5-2024.

Hedehøg, 2K hun, Petersholm, Filsø, 18/5-2024.


Solnedgang, Blåvand, 18/5-2024.

Strandtudse, Vrøgum Plantage, 18/5-2024.

Sydlig Nattergal, ringmærket, Blåvands Huk, 19/5-2024.

Lille Fluesnapper, ringmærket, Blåvands Huk, 19/5-2024.

Drosselrørsanger, mosen, Blåvands Huk, 19/5-2024.

Mosen totalt oversvømmet, Blåvands Huk, 19/5-2024.

MJH, Blåvand Fuglestation, 19/5-2024.

Sorthovedet Måge, 3K, Petersholm, Filsø, 19/5-2024.

Allerede en god uge senere var jeg nede i Blåvand igen, idet jeg 27-28/5 var nede og kortlægge frøer, tudser og lidt markfirben. Om aftenen 27/5 fik jeg hørt en Perleugle i Blåbjerg Plantage og bogført en masse kvækkende strandtudser. Morgenen efter var der øsregnvejr, så en tur i mosen med paraply gav ikke den ønskede Hætteværling. Til gengæld så jeg, mens jeg gik rundt i mosen, en afvigende måge, der på afstand kom trækkende mod syd over den yderste klitrække. Fuglen matchede med dens lysegrå overside og meget markante sorte tegning i hånden (og op på hånddækkerne) egentlig meget godt en Audouinsmåge, men jeg kunne ikke vurdere om fuglen var mindre end sølvmåge eller se næbtegning grundet lys og afstand. Jeg kunne ikke nå at få kameraet op af tasken, men fulgte fuglen til den forsvandt bag fyret. Efterfølgende eftersøgte jeg fuglen nede på hukket, men der var kun ca. 30 store måger herunder to Kaspiske Måger, og fuglen måtte puttes i glemmekassen. Dagen efter dukkede en 3K-type Audoinsmåge op på Helgoland 😪

Dagen sluttede med et aftenbesøg ved Petersholm ved Filsø, hvor jeg kortvarigt så en Stribet Ryle i flugt i skop inden den landede ude af syne i søerne længst mod sydøst. Fuglen var min nr. 10 ædlede Stribede og den første, som jeg ikke har fået dokumenteret...
Regnvejrs-selfie, Blåvand Fyr, 28/5-2024.

Kaspisk Måge, 3K, Blåvands Huk, 28/5-2024.

I starten af juni, 4-6/6, var jeg endnu en gang i Blåvand på feltarbejde. Eneste overraskelse var en Hvidbrystet Præstekrave ved Petersholm, Filsø om morgenen 5/6 i slagregn/haglvejr, mens jeg ventede på opklaring til feltarbejdet. Grundet de store mængder vand i løbet af vinter/forår så engene ved Petersholm helt optimale ud i forhold til vandfugle og genererede således både Stylteløberere, Stribet Ryle og Hvidbrystet Præstekrave på nok ca. seks forskellige besøg af hver højst en times varighed.

En sidste tur til Blåvand (18-19/6) for at ketsje efter haletudser af spidssnudet frø gav 19/9 endnu en Middelhavssølvmåge 19/6 på hukket samt Rovterne ved Petersholm og en Fyrremejse ved Vrøgum Kær.

Rovterne, Petersholm, Filsø, 19/6-2024.

Også i juli var jeg på Blåvandstur (8-10/7), idet jeg havde en dag med eftersøgning af markfirben samt andre opgaver oppe ved Ringkøbing Fjord. Jeg ankom til stationen sent om aftenen 8/7, og de to efterfølgende morgenener var jeg ude på hukket for at lede en 2K Audoinsmåge, som var fotograferet på hukket af 8/7 af Lars Gabrielsen. På hukket var der tusindvis af måger og masser af terner, bl.a. op til 10 Kaspiske Måger, dertil sås en Rovterne og en Sortterne, men Audoinsmågen var pist væk.

Petersholm blev også besøgt, men magien var væk, da der var faldet for meget vand og mudderfladerne var væk. Dog hørtes en Plettet Rørvagtel på lokaliteten.

Rovterne, Blåvands Huk, 10/7-2024.

Nederst nogle landskabsfotos fra feltarbejdet i det naturskønne område Blåvand-Blåbjerg.

mandag den 8. januar 2024

Året der gak - 2023

Hermed følger en gennemgang af mine ornitologiske oplevelser i 2023. Helt overordnet blev 2023 et virkelig godt fugleår for undertegnede.
En af årets ornitologiske højdpeunkter for mit vedkommende var disse tre Gobipræstekraver ved Ban Thung Yai meadowlands, Takua Pa, Phang-Nga i Thailand i marts 2023. Arten er sjælden i Thailand og var ny lifer for undertegnede (og min far). Fundet af bl.a. fire amerikanere heriblandt Jeff Offermann.
På i alt cirka 69 af årets dage var jeg på deciderede fugleture (defineret som ture på over en times varighed og over 10 km fra Aalborg) inden for landets grænser. Månedsfordelingen af mine dage med fugleture ses af nedenstående graf.

Ulvedybs-området var det sted, hvor flest af ovennævnte ture gik til, således i alt 17 dage med ture til denne. Næsthyppigst besøgte lokalitet var Hirtshals med i alt 9 dage med ture hertil. Endvidere bød 2023 på 10 dage med fuglekig i Thy eller Vejlerne, samt i alt 10 dage med fugleture uden for NJ/NVJ, således seks dage på Fanø i uge 42, tre dage i Vest-/Sydvestjylland samt en enkelt dag på Fyn. Se nedenstående skema over min aktivitet fordelt på geografiske områder.

Derudover bød året på yderligere 31 dage med småture af typisk en halv til en hel times varighed, hvoraf den overvejende del var i Aalborg-området.


Det blev for mit vedkommende til to nye DK-arter (nr. 420 og 421) - begge i det nordjyske, således Østlig Gul Vipstjert i Skagen og Amerikansk Kærhøg i Vejlerne. Disse arter var, i og med at begge var førstefund for landet, selvsagt nye NJ-arter for undertegnede. Derudover var både Dværgværling og Tophejre nye, hvormed jeg i alt kunne bogføre fire nye NJ-arter i 2023 og endte på i alt 387 NJ-arter. Derudover så jeg den langtidsstationære Ørkentornskade i Hirtshals, som var ny lifer-taxon (underart) for mig.
Ørkentornskade, Amerikansk Kærhøg og Østlig Gul Vipstjert.

I alt gav 2023 en sluttotal på 254 årsarter, hvilket kan sammenlignes med 257 i 2022, 255 i 2021 og 256 i 2020. De største huller på min årtsliste blev følgende arter: Plettet Rørvagtel, Hedehøg, Søkonge, Vendehals, Pirol, Fyrremejse, Gulirisk og Karmindompap.

Sluttotalen for årsædelarter blev for mit vedkommende 236 arter, hvilket kan sammenlignes med 238 i 2022, 226 i 2021 og 229 i 2020. Ud over arterne nævnt under årtsarterne, var de største huller på min årsædelartsliste følgende arter: Tajgasædgås, Middelhavssølvmåge, Gråmåge, Sortterne, Rørdrum, Steppehøg og Stor Tornskade.

Mine bedste selvfund i 2023 blev hele fire SU-arter, som alle var nye ædelarter for mig, således Langnæbbet Sneppeklire ved Vest Stadil Fjord, Prærieløber ved Ulvedybet, Asiatisk Fløjlsand på Fanø og Gråsejler ved Stensnæs.

Gråsejler, Langnæbbet Sneppeklire, Prærieløber og Asiatisk Fløjlsand.

Øvrige gode selvfund (hvis jeg selv skal sige det) var især nedenstående arter:

- Hvidvinget Måge, Hirtshals Havn, 29/1-2023

- Topskarv, 2 ex, Grenen, 22/4-2023 (og tre fugle i september i Hirtshals)

- Lille Skrigeørn, Lille Vildmose, 17/5-2023

- Hvidvinget Terne, Lille Vildmose, 17/5-2023

- Amerikansk Sortand, Uggerby Strand, 9/9-2023 

- Dværgværling, Hanstholm Fyrhaver, 23/9-2023 

- Hvidnæbbet Lom, Hirtshals Fyr, 2/11-2023

Fuglekig uden for landets grænser, begrænsede sig til et par dage i sommerferien på Øland i Sverige, hvilket bl.a. gav en selvfunden Sibirisk Hjejle, samt en del dage (10-12) med lidt fuglekig på en famileferie i Thailand i februar/marts - indlæg herom følger snarligt.

Jeg håber, at 2024 bliver bare tilnærmelsesvist ligeså givtigt på fuglefronten som 2023. Jeg ønsker mig at finde en god and (Kongeederfugl, Amr. Pibeand eller Halsbåndstroldand), en tundrahjejle på dansk jord :-), en SU-rovbørge samt en god småfugl i efteråret fx en SU-sanger...

I det nedenstående følger en række fotos af fede/sjældne fugle fra året der gak.......
Skovsneppe, Drastrup, Aalborg, januar 2023. Op til 12 fugle sås igen denne vinter i området ved at lyse om natten.

Hvidvinget Måge, Hirtshals havn, januar 2023.

Dværgværling, Laem Pakarang, Khao Lak, Phang Nga, Thailand, februar 2023. Selvfunden fugl - tilsyneladende kun tredje fund i det sydlige Thailand.

Halsbåndstroldand, Nymindegab, april 2023. Blot min tredje fugl nogensinde. Set på vej hjem fra SU-møde i Blåvand. 

Stor Skrigeørn, Skagen, april 2023. Vist nok den første Store Skrigeørn, som jeg ser i 10 år!

Lille Skrigeørn, Skagen, 13/5-2023. Meldt fra Storeklit af KnP og sås få minutter efter sammen med SeK fra Rødstens Klit. Dagen blev en af de bedste rovfugledage i Skagen i 2023, således bl.a. totalt vist nok over ti Aftenfalke.

Fed Islom, Skagen, 13/5-2023.

Hvidvinget Terne, Lille Vildmose, maj 2023. Magisk dag med denne, Lille Skrig og 5 Hvide Storke i mosen.

Sibirisk Hjejle, Ottenby, Øland, Sverige, juli 2023. Et af kun to svenske fund i 2023.

Hvidhalset Fluesnapper, frisk juvenil, Øland, Sverige, juli 2023.

Rovterne, Ulvedybet, juli 2023. I alt fem Rovternes sås i dybet i løbet af sommeren, samt bl.a. en Kærløber og fire forskellige Odinshøns.

Middelhavssølvmåge, Hanstholm Havn, juli 2023.

Cistussanger, Grenen, Skagen, august 2023. Syvende danske fund - *RoC.

Brushøns mv., Ulvedybet, august 2023. Mængder af vadefugle sås i Perlen medio/ultimo august bl.a. op til 1000 Brushøns.

Amerikansk Sortand, Uggerby Strand, september 2023.

Topskarv, Hirthals Havn, september 2023. Tre 1K-fugle sås sammen på dækmolen.

Tophejre, Kvissel, Frederikshavn, november 2023.

tirsdag den 31. oktober 2023

Uge 42 på Fanø

Uge 42 blev for mig og min families vedkommende tilbragt i sommerhus i Sønderho på Fanø.

Det var mit kun andet besøg på Fanø nogensinde. Det første besøg daterer sig helt tilbage til marts 2000, hvor jeg twitchede en Amerikansk Pibeand, som holdt til ved Næs Søjord.

Efter at have været semiaktiv flere af dagene (typisk et par timer om morgenen), stod torsdag den 19. oktober i fødselsdagens tegn, da min ældste søn Emil fyldte 10 år. Derfor blev morgenen tilbragt indendørs med fødselsdags-hygge, gaver samt boller og kakao. Det blev dog også til et kort, men hyggeligt besøg hos Søren Brinch inde i Sønderho, inden han skulle ud og vise sæler frem i den kraftige østenvind.
Sønnike havde bestilt hotdogs til aftensmad, hvorfor jeg over middag stævnede ud på indkøbstur til nordøen. Jeg valgte at køre langs stranden, hvor det hurtigt gik op for mig, at der var usædvanligt mange Dværgmåger ude over havet. Således talte jeg på tyve minutter cirka 105 hovedsageligt adulte fugle, der røg mod syd. Tællingen blev dog abrupt afbrudt, da en fløjlsand med tydelig næbknop pludselig tonede frem mellem bølgerne i mit skop. Fuglen var mestendels væk mellem bølgerne, men det lykkedes mig at få taget lidt video.

Efter et par kig mere var jeg sikker på, at det vitteligt var en Asiatisk Fløjlsand, der lå derude mellem få andre melanitta-ænder. Jeg sendte en videostill afsted mod Rømø til Mr. Duck Himself, Rasmus Strack, som venligt bekræftede bestemmelsen.
 
Bom! Syvende danske fund, første jyske fund siden 2014 og selvsagt ny art for Fanø!
 
I det nedenstående ses de tre videoer, som jeg fik af fuglen, inden den forsvandt for os i bølgerne.

Asiatisk Fløjlsand, 2K+ han, Pælebjerg, Fanø Strand, 19/10-2023. Collage af videostills.

Første mand på pletten var Kim Fischer, dernæst fulgte Søren Brinch og til sidst John Frikke. Alle fik set fuglen, som dog var svær at have med at gøre i de høje bølger. Fuglen sås også de efterfølgende dage, dog kun sporadisk og siden 23/10 er fuglen ikke meldt.

Asiatisk Fløjlsand har længe været en af mine target-ædelarter, og jeg har gennem årene tjekket titusindvis af fløjlsænder igennem på især Himmerlands østkyst. At jeg så skulle finde arten blandt under en snes fløjlsænder på Fanø, havde jeg ikke lige set komme....
Fejring af stejnegeri!

Ellers var ugen ret så præget af ikke al for godt vejr, således startede ferien med kraftig blæst fra vest, og sejlturen til Fanø lørdag aften den 14. oktober var en gyngende tur.
 
De næste dage bød også på ret kraftig blæst fra nordvest, hvilket ikke just var befordrende for trækket. For en nordjyde var der dog stadig pæne antal trækkende fugle; mestendels drosler og finker, således også enkelte Store Korsnæb og Ringdrosler.
 
Ellers bød ugen på lidt kratlusk og sporadisk trækobs i de følgende dage på et par Rødtoppede Fuglekonger, min seneste Digesvale nogensinde, 20 Landsvaler, en Lapværling, lidt Hedelærker, lidt Bjerglærker, et par Silkehaler, flere Bjergpibere samt ikke mindst en sen Lille Fluesnapper, der rastede i en sommerhushave på Lodne Bjerge.
Lille Fluesnapper, 1K, Lodne Bjerge, Sønderho, Fanø, 18/10-2023.

Bjergpiber, Gammeltoft Enge, Fanø, 18/10-2023.

Digesvale, Sønderho, Fanø, 18/10-2023.

Ringdrossel, Sønderho, Fanø, 15/10-2023.

Blå Kørhøg, 1K, Sønderstrand, Fanø, 15/10-2023. Fik kortvarigt pulsen op, da jeg synes, at den virkede meget orange, ustribet og mørkhovedet, men bryststribning og tegning i hånden udelukker hudsonius.

Gråmåge, 1K, Fanø Sydstrand, 16/10-2023. Fundet af Hans Schou Frederiksen.

Harekilling, Fanø, 17/10-2023. Der sås utrolig mange harekillinger på Fanø, det har jeg aldrig oplevet før andre steder på samme måde 😄

Emil og jeg fejrer Lille Fluesnapper, som gav 18 point i fuglebingo.

Solnedgang, Fanø Sydstrand.

Emil og Christian leger i klitterne ved Fanø Bad. Ingen mongoler kunne jokkes op i området.