Viser opslag med etiketten Sverige. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sverige. Vis alle opslag

mandag den 8. januar 2024

Året der gak - 2023

Hermed følger en gennemgang af mine ornitologiske oplevelser i 2023. Helt overordnet blev 2023 et virkelig godt fugleår for undertegnede.
En af årets ornitologiske højdpeunkter for mit vedkommende var disse tre Gobipræstekraver ved Ban Thung Yai meadowlands, Takua Pa, Phang-Nga i Thailand i marts 2023. Arten er sjælden i Thailand og var ny lifer for undertegnede (og min far). Fundet af bl.a. fire amerikanere heriblandt Jeff Offermann.
På i alt cirka 69 af årets dage var jeg på deciderede fugleture (defineret som ture på over en times varighed og over 10 km fra Aalborg) inden for landets grænser. Månedsfordelingen af mine dage med fugleture ses af nedenstående graf.

Ulvedybs-området var det sted, hvor flest af ovennævnte ture gik til, således i alt 17 dage med ture til denne. Næsthyppigst besøgte lokalitet var Hirtshals med i alt 9 dage med ture hertil. Endvidere bød 2023 på 10 dage med fuglekig i Thy eller Vejlerne, samt i alt 10 dage med fugleture uden for NJ/NVJ, således seks dage på Fanø i uge 42, tre dage i Vest-/Sydvestjylland samt en enkelt dag på Fyn. Se nedenstående skema over min aktivitet fordelt på geografiske områder.

Derudover bød året på yderligere 31 dage med småture af typisk en halv til en hel times varighed, hvoraf den overvejende del var i Aalborg-området.


Det blev for mit vedkommende til to nye DK-arter (nr. 420 og 421) - begge i det nordjyske, således Østlig Gul Vipstjert i Skagen og Amerikansk Kærhøg i Vejlerne. Disse arter var, i og med at begge var førstefund for landet, selvsagt nye NJ-arter for undertegnede. Derudover var både Dværgværling og Tophejre nye, hvormed jeg i alt kunne bogføre fire nye NJ-arter i 2023 og endte på i alt 387 NJ-arter. Derudover så jeg den langtidsstationære Ørkentornskade i Hirtshals, som var ny lifer-taxon (underart) for mig.
Ørkentornskade, Amerikansk Kærhøg og Østlig Gul Vipstjert.

I alt gav 2023 en sluttotal på 254 årsarter, hvilket kan sammenlignes med 257 i 2022, 255 i 2021 og 256 i 2020. De største huller på min årtsliste blev følgende arter: Plettet Rørvagtel, Hedehøg, Søkonge, Vendehals, Pirol, Fyrremejse, Gulirisk og Karmindompap.

Sluttotalen for årsædelarter blev for mit vedkommende 236 arter, hvilket kan sammenlignes med 238 i 2022, 226 i 2021 og 229 i 2020. Ud over arterne nævnt under årtsarterne, var de største huller på min årsædelartsliste følgende arter: Tajgasædgås, Middelhavssølvmåge, Gråmåge, Sortterne, Rørdrum, Steppehøg og Stor Tornskade.

Mine bedste selvfund i 2023 blev hele fire SU-arter, som alle var nye ædelarter for mig, således Langnæbbet Sneppeklire ved Vest Stadil Fjord, Prærieløber ved Ulvedybet, Asiatisk Fløjlsand på Fanø og Gråsejler ved Stensnæs.

Gråsejler, Langnæbbet Sneppeklire, Prærieløber og Asiatisk Fløjlsand.

Øvrige gode selvfund (hvis jeg selv skal sige det) var især nedenstående arter:

- Hvidvinget Måge, Hirtshals Havn, 29/1-2023

- Topskarv, 2 ex, Grenen, 22/4-2023 (og tre fugle i september i Hirtshals)

- Lille Skrigeørn, Lille Vildmose, 17/5-2023

- Hvidvinget Terne, Lille Vildmose, 17/5-2023

- Amerikansk Sortand, Uggerby Strand, 9/9-2023 

- Dværgværling, Hanstholm Fyrhaver, 23/9-2023 

- Hvidnæbbet Lom, Hirtshals Fyr, 2/11-2023

Fuglekig uden for landets grænser, begrænsede sig til et par dage i sommerferien på Øland i Sverige, hvilket bl.a. gav en selvfunden Sibirisk Hjejle, samt en del dage (10-12) med lidt fuglekig på en famileferie i Thailand i februar/marts - indlæg herom følger snarligt.

Jeg håber, at 2024 bliver bare tilnærmelsesvist ligeså givtigt på fuglefronten som 2023. Jeg ønsker mig at finde en god and (Kongeederfugl, Amr. Pibeand eller Halsbåndstroldand), en tundrahjejle på dansk jord :-), en SU-rovbørge samt en god småfugl i efteråret fx en SU-sanger...

I det nedenstående følger en række fotos af fede/sjældne fugle fra året der gak.......
Skovsneppe, Drastrup, Aalborg, januar 2023. Op til 12 fugle sås igen denne vinter i området ved at lyse om natten.

Hvidvinget Måge, Hirtshals havn, januar 2023.

Dværgværling, Laem Pakarang, Khao Lak, Phang Nga, Thailand, februar 2023. Selvfunden fugl - tilsyneladende kun tredje fund i det sydlige Thailand.

Halsbåndstroldand, Nymindegab, april 2023. Blot min tredje fugl nogensinde. Set på vej hjem fra SU-møde i Blåvand. 

Stor Skrigeørn, Skagen, april 2023. Vist nok den første Store Skrigeørn, som jeg ser i 10 år!

Lille Skrigeørn, Skagen, 13/5-2023. Meldt fra Storeklit af KnP og sås få minutter efter sammen med SeK fra Rødstens Klit. Dagen blev en af de bedste rovfugledage i Skagen i 2023, således bl.a. totalt vist nok over ti Aftenfalke.

Fed Islom, Skagen, 13/5-2023.

Hvidvinget Terne, Lille Vildmose, maj 2023. Magisk dag med denne, Lille Skrig og 5 Hvide Storke i mosen.

Sibirisk Hjejle, Ottenby, Øland, Sverige, juli 2023. Et af kun to svenske fund i 2023.

Hvidhalset Fluesnapper, frisk juvenil, Øland, Sverige, juli 2023.

Rovterne, Ulvedybet, juli 2023. I alt fem Rovternes sås i dybet i løbet af sommeren, samt bl.a. en Kærløber og fire forskellige Odinshøns.

Middelhavssølvmåge, Hanstholm Havn, juli 2023.

Cistussanger, Grenen, Skagen, august 2023. Syvende danske fund - *RoC.

Brushøns mv., Ulvedybet, august 2023. Mængder af vadefugle sås i Perlen medio/ultimo august bl.a. op til 1000 Brushøns.

Amerikansk Sortand, Uggerby Strand, september 2023.

Topskarv, Hirthals Havn, september 2023. Tre 1K-fugle sås sammen på dækmolen.

Tophejre, Kvissel, Frederikshavn, november 2023.

fredag den 28. juli 2023

Øland

Ungefähr den første uge af juli var jeg med familien på ferie i Sverige, herunder tre dage på Øland. Det var mit første besøg på øen. Vejret var præget af blæst og lave temperaturer. Vi boede i Borgholm, som ligger på vestkysten, ca. 30 minutters kørsel nord for Kalmar-broen.

Det blev til sammenlagt ca. 4 timers birding undervejs, som på trods af den begrænsede tid egentlig gav et fint udbytte.

Den næstsidste dag tog vi en rundtur på den sydlige del af øen med stop på Stora Alvaret og Ölands Söda Udde , hvor den berømte Ottenby Fuglestation ligger.

Ved Ölands Södra Udde var vi bl.a. oppe i fyret Lange Jan og spiste frokost på caféen. Mens kone og børn kiggede på souvenirs i Naturbokhandlen ved fyret gik jeg op mod bilen og stillede mig i et læskur og panorerede med skop ud over vadefladerne og holmene på vestsiden af odden. Lige pludselig stod der en enlig hjejle på ca. en holm ca. 450 meter væk. Fuglen fremviste med det samme et lækkert brystparti med en meget bred sort bjælke flankeret af store hvide ovaler på "skuldrene". Få sekunders obs yderligere og jeg var sikker på, at det ikke var strandhjejle. Fuglen måtte være en tundrahjejle og grundet formen og tegningerne måtte det være en Sibirisk. Fedt! Jeg fik taget lidt videosekvenser af fuglen og samtidig hidkaldt to fra fuglestationen, som dog ikke kunne bidrage med noget i forhold til bestemmelsen af fuglen.

Jeg havde ret svært ved at tro på mit held og fik sendt et par videodumps til HHN, som bekræftede bestemmelsen til Sibirisk. Kort tid efter fløj fuglen mod syd, hvorved grålige vingeundersider kunne konstateres. Fuglen landede længere væk og bag en revle, hvorfor jeg sammen med min søn Emil gik op i Lange Jan igen. Her lykkedes det at genfinde fuglen nu ude på 700 meters afstand og nu fik Emil også set den i skop. Efter ca. 10 minutter blev fuglen væk for os, og jeg blev nødt til at fortrække og køre med familien videre mod nord igen. Henne ved bilen stod der nu fem birdere, der vist alle fik en lang næse, da fuglen aldrig sås igen.

Fundet var det første i Sverige i 2023 og er ca. fund nr. 95.

Collage af videostills af den Sibiriske Hjejle.

Holmen, som Sibhjejlen stod på (set fra toppen af Lange Jan), er markeret med lyserød pil, læskuret ved v-pladsen med rød pil.


Svenske dyppere.

To Baltiske Sildemåger og en ung Kaspisk Måge, Ölands Södra Udde, 6/7-2023. Ankomst af ung Kaspisk til Sverige (og Skandinavien?) skete med denne fugl og én ved Simrishamn i Skåne samme dag.

Udsigt fra toppen af Lange Jan mod nord.

.

Oversigtskort over Södra Udde. De to gule markeringer viser hhv. læskur og fyrtårn, mens den lyserøde markering viser, hvor fuglen opholdte sig.



Dagen forinden havde vi været oppe på nordøen, hvor halvanden times birding, mens familien hyggede på en nærliggende campingplads med is og fodbold, gav to Hvidhalsede Fluesnappere, en Bomlærke og en masse vadere i en tangfyldt vig.

Hvidhalset Fluesnapper, frisk ungfugl, Böda, Øland,  5/7-2023.

Hvidhalset Fluesnapper, han, Böda, Øland,  5/7-2023.

Bomlærke, Karsnabben, Böda hamn, Øland, 5/7-2023. Arten yngler med 5-10 par på Øland, og var vist ikke kendt fra området. Fuglen sad i lang tid med føde i næbbet (Stor Grøn Løvgræshoppe?) og var således en lokal ynglefugl med føde i næbbet til sine unger.

I alt så jeg 3-4 Lille Flagspætter på Øland, se fx ovenstående video af to unge fugle, der fouragerede i nogle døde træer i et læhegn. I det hele taget var der utrolig mange døde træer, der bare fik lov til at stå. Landskabet på Øland domineredes af masser af græsningsfolde, således gav landkabet snarere mindelser om Spanien end om Danmark.


Nedenstående billeder fra Stora Alvaret, 6/7-2023. Stora Alvaret er verdens største kalkslette på 3-400 km2 midt på øen.

Blåvinget Ørkengræshoppe, Stora Alvaret, Öland, 6/7-2023.