torsdag den 11. oktober 2012

The real deal

En lovende vejrudsigt fik min far og jeg til rykke til Sydvestjylland onsdag aften. Natten blev tilbragt på Råhede Fuglestation og torsdag morgen drønede vi mod hitøen Mandø. Vi lagde ud ved "Vireo-krattet" ved bydiget på øens sydende. Der var godt med fugle i krattene bl.a. en del Gransangere, drosler, Rødhalse og Fuglekonger. Hernede mødte vi John Andersen (JA) fra Jyllinge samt Jens Hjerrild Hansen (JHH), som ringmærkede i krattet.
Klokken 10.45 står jeg sammen med JA og min far ca. 100 m vest for bydiget, da en skovpiber-type flyver kaldende over os mod øst. Da stemmen er lidt afvigende i forhold til Skovpiber, som jeg kender så godt, råber jeg til de andre, at jeg tror, det er en Tajgapiber. Fuglen lander i digegraven foran vireokrattet, men kan ikke umiddelbart genfindes, da jeg løbende når derhen. Jeg prøver at afspille kaldet af Tajgapiber og hører et identisk kald svare tilbage fra pilebuskene i digegraven. De to andre er nu kommet til, og kort herefter ser jeg en piber med Vindrosselagtige hovedtegninger sidde ret skjult i pilebuskene og bestemmer den øjeblikkeligt til Tajgapiber, dog uden jeg kan få fotos af fuglen. Nu indtræder panikken, men jeg får stemmen optaget med min fars iphone. Efter et par minutter flyver fuglen kaldende op og lander et par sekunder i et udgået piletræ, hvor jeg får skudt de første fotos af den. Herefter flyver den væk og ind i det uoverskuelige fyrrekrat bag digegraven.

Tajgapiber, Mandø, 11/10-2012. De første fotos af fuglen.

Efter en times tid uden nogen tegn på fuglen støder Kurt Christensen (KUC), Ole Thorup og JHH til. Da KUC afspiller Tajgapiber på sin telefon kommer fuglen pludselig flyvende og lander blot 20 meter foran os i et grantræ og dernæst i et fyrretræ. Jeg får nu ret gode fotos og de tre heldige twitchere er selvsagt glade. Fundet udgør, såfremt det godkendes af SU, det kun sjette danske fund nogensinde af den lille sibiriske perle af en småfugl. Til sammenligning har Norge haft henved 20 fund af arten bare i efteråret 2012...

Tajgapiber, Mandø, 11/10-2012.

Efter at have givet opvisning i ca. 10 sekunder letter fuglen og laver trækforsøg ud over diget, men vender og lander igen bagerst i krattet. Herefter ses fuglen blot en gang til idet den laver endnu et trækforsøg kl. 13.20, hvilket bevidnes af Morten Bentzon Hansen, Erhardt Ecklon og Per Rasmussen. Til sidst lander fuglen i krattet yderligere 300 m mod øst for vireo-krattet og ses ikke mere denne dag.

Ringdrossel, Mandø, 11/10-2012.

Hvidbrynet Løvsanger, Mandø, 11/10-2012.

Min far (MoN), MBH, PRA og EEE på syddiget ventende på Tajgapiber...

 MBH og EEE kigger på EEE's flugtfoto af fuglen.

Dyppere på diget...

2 kommentarer:

  1. Hej Rune

    Tak for en super oplevelse. Se også http://snaturblog.blogspot.dk/2012/10/olive-backed-pipit-eller-taigapiber-pa.html

    Vh Erhardt

    SvarSlet
  2. Stort Tillykke med fundet :-) , sejt

    SvarSlet