søndag den 15. juni 2014

Endelig Buskrørs !

Buskrørsanger, Gerå Engvej 53, Aså, 10/6-2014.

Aldrig før har der været så mange Buskrørsangere i Danmark som i dette forår. Arten var derfor også targetart for undertegnede, da jeg besøgte Skagen om morgenen torsdag 5/6. Dagen var dog præget af alt for lidt søvn samt regn og vådt tøj fra morgenstunden, hvorfor min far og jeg ret tidligt på dagen forlod Skagen, da jeg desuden havde lovet ikke at komme særlig sent hjem. Skuffelsen var derfor stor, da meldingen om en syngende Buskrørs på Fyrvej opdaget af RoC tikkede ind, inden vi var nået hjem. Fuglen sad klods op ad Fyrvej, som vi havde kørt ad to gange i løbet af morgenen.... For at føje spot til skade, så blev der senere på dagen også meldt om Steppe- og Dværgørn fra Skagen!

Derfor var motivationen for at finde mig egen Buskrørs endnu mere i top end inden miseren i Skagen. Natten mellem søndag og mandag var ret blæsende, men alligevel gav jeg området nordvest for Nørresundby et forsøg. Ca. 15 Kærsangere samt lidt andet godt blev det til, men Buskrørs gav det ikke....

Natten efter blev Bolle/Try Enge og nærliggende området gennemlyttet sammen med min far. Skønsmæssigt 50 Kærsangere, 20+ Nattergale, et par skrigende Natugleunger, tre Vagtler (heraf den ene nattrækkende) og ikke mindst årets første Engsnarre i området var næsten godkendt, men på trods af de mange Kærsangere kunne Buskrørsanger ikke opdrives!
Derfor besluttede jeg, at vi skulle fortsætte ud til Gerå og lytte i krattene hér. På trods af oplagte steder var der ikke rigtig nogen natsangere at høre, men vi fortsatte ufortrødent op ad Gerå Engvej med nedrullede vinduer. Da vi var nået næsten til Aså hørte jeg fra den kørende bil noget Kærsanger-agtigt og bad min far om at stoppe. Han blev siddende i bilen, og jeg steg ud og gik ca. 50 meter bagud. Her kunne jeg høre en Kærsanger, men også en sang med nogle høje gentagne karakteristiske toner kombineret med Gærdesanger-agtige smæklyde. Det lød rigtig giftigt, og efter blot fem sekunders lytten løb jeg hen til bilen efter lommekamera og for at advisere min far, som sad og småsov i bilen.
Da vi havde stået og lyttet lidt, var vi sikre på fuglens identitet: Buskrørsanger - überfedt! Hvorvidt det har været Buskrør- eller Kærsangeren, som jeg hørte fra bilen, ved jeg ikke.
Da jeg ikke længere kan melde ud på birdcall, da jeg ikke har en smartphone, blev fuglen først meldt ud, da vi var kommet hjem til min far i Hjallerup. Fuglen er i øvrigt i skrivende stund stadig på plads på lokaliteten.

I alt er der siden 22/5 nu registreret ca. 16 forskellige Buskrørsangere i Danmark, hvilket kan sammenlignes med i alt blot 49 godkendte danske fund til og med 2013. Første danske fund blev gjort så sent som 1976 og selvfølgelig af Tim Andersen, som også har stået for ét af årets fund.



Min far foran Buskrørsens foretrukne sangplads i hvidtjørnen om morgenen 10/6.


Buskrørsanger, Gerå Engvej 53, Aså, 14/6-2014. Lørdag morgen besøgte jeg lokaliteten igen i håb om at få bedre close-up fotos af fuglen, hvilket dog ikke lykkedes.


Søren Knorr Søndergaard foran krattet om morgenen 14/6.

Kærsanger, Nordmandshage, Hals, 14/6-2014. Til sammenligning med Buskrørsangeren. Bemærk det kortere næb, mindre iøjnefaldende øjenbrynsstribe samt ikke mindst meget lang hånd.


Kort over lokaliteten.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar