torsdag den 25. februar 2016

Tenerife, uge 6 2016

Teide, 3718 m højt og dermed Spaniens højeste punkt.

Indeværende vinterperiode har været hård at komme igennem, idet den har været usædvanlig fattig på solskinstimer og lidt længere perioder med stille vejr. Dertil kommer, at jeg tilmed lå på langs med influenza i årets hidtil eneste periode med sol, sne og stille vejr. Af disse årsager var en tur til sydens sol og varme sammen med familien i den grad tiltrængt. Efter overvejelser om bl.a. Thailand, Israel og Marokko faldt valget på Tenerife, idet kombinationen af destination,  rejselængde, pris, børnevenlighed og afrejselufthavn virkede meget tiltalende. Derfor stævnede Johanne, Emil og undertegnede søndag 7/2 ud fra Aalborg Lufthavn mod Tenerife.

Rejsen skuffede ikke - vi fik sol og varme, flot natur, værelse med havudsigt, masser af dejlig familietid samt årsagen til dette blogindlæg fede fugleoplevelser.

Vores hotel, El Duque, var beliggende i Playa Fanabe/Costa Adeje på den sydvestligste del af øen. Som sagt fik vi tildelt et hotelværelset med havudsigt, hvilket gav mulighed for havobse fra balkonen på trods af en afstand på 6-700 meter til havet. Det blev til daglige obs af 100-500 Kuhls Skråper (aka Atlantiske Skråper) samt mange observationer af op til 15 Kortfinnede Grindehvaler og 5-10 Atlantiske Øresvin. Grindehvalerne sås oftest meget langt ude på havet (6-7 km - måske mere). Langt de fleste Kuhls Skråper sås på mere end 3 km´s afstand, hvorfor den eksakte tegning i hånden ikke kunne nærstuderes, ligesom det ikke var muligt at erkende gulligt næb. Derudover sås blot måger (Middelhavs- og Britiske Sildemåger samt en enkelt Hættemåge), en del Splitterner, to Suler, en Mellemkjove og en ubestemt kjove.
Udsigten fra hotelværelset


Emil og jeg slapper af på balkonen.



Kort over Playa Fanabe/Costa Adeje. De lyserøde markeringer er fiskefarme på havet. Langt de fleste skråper sås på større afstand end disse.




Bemærk, at der på ovenstående video ses minimum tre delfiner, som syner lyse på kropssiden. Er det Almindelige Delfiner eller blot Øresvin? Dyrene blev ikke bemærket IRL. Kommentarer modtages gerne.


Aftenerne bød på nogle særdeles flotte solnedgange fra balkonen. I baggrunden kan La Gomerra ses.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar