lørdag den 12. marts 2011

Ryå

 
Et lidet kendt og besøgt område i Vendsyssel er ådalen langs Ryå fra Stavad Bro i nord og ned til et par km syd for Toftegårds Bro. De fleste ikke-nordjyske birdere kender nok udelukkende området fra at have årsartstwitchet Engsnarre, som høres crexende med flere individer hvert år i området. De senere år har jeg de fleste år haft fugle ved Toftegårds Bro.

 Ryå og omgivende arealer set fra Toftegårds Bro og nordpå, 11/3-2011.

 Ryå og omgivende arealer set fra Toftegårds Bro og sydpå, 11/3-2011.

Men arealerne langs Ryåen byder især i forårsmånederne på rigtig mange fugle og god birding. Stedet er således et velegnet alternativ til Vejlerne og Ulvedybet, hvis man f.eks. vil tjekke svømmeænder.

Især om vinteren og foråret oversvømmes hvert år store engarealer langs Ryåen. Særligt om foråret kan der da ses mange hundreder (tusindvis?) svømmeænder samt gæs, svaner, måger og vadefugle på arealerne. Således kan der ses rigtig mange Pibe- og Krikænder, hvilket jo er interessant, hvis man gerne vil finde en yank imellem dem. Desuden ses pæne antal af Spidsand efter vendsysselske forhold, idet arten kan se med op til 150 fugle, hvilket er væsentlig flere end de antal, man normalt ser af arten i Ulvedybet.

Af småfugle kan især nævnes en stor bestand af Sivsanger samt gode antal af rastende vipstjerter og pibere. Således har undertegnede set Bjergpiber ved Rendbæk Bro flere gange, og samme sted satte jeg i 18/3-2001 Danmarksrekord i indlands-Skærpibere med 45 fugle og yderligere 16 ved Stavad Bro samme dag!

Hvis vandstanden holder til hen i slutningen af april/starten af maj kan der ses pæne antal vadere (klirer, Brushøns, Hjejler, Temmincksryler) især på en oversvømmet mark ved Debelenge, hvor der er set over 200 Tinksmede.
Debelenge, 11/3-2011.

I våde somre, hvor engene oversvømmes, kan der også ses mange vadere på arealerne, men området har stadig sin første hitvader til gode. Om efteråret summer områderne ofte af bekkasiner, og  området må i år med våde somre/efterår huser en del Tredækkere.

Med håbet om en Anas americana i området inden april er omme!

1 kommentar:

  1. Hej Rune
    Du har ret dét er et godt område langs med i for/efterår. Det er da også et potent sted for amerikanere, dog skal man huske på at der i den del af Vendsyssel holdes mange eksotiske ænder og gæs. Selv har jeg ved Rendbæk Bro - et af de steder der kan stå meget og dybt vand - set en af de små racer af Canadagås, dengang viste det sig at cirka een måned tidligere var der set en flok i det nordlige Storbritanien, hvoraf der var en mærket i Canada ! så det kunne muligvis være en vild fugl, den var da også sky og holdte sig på god afstand med sammen andre fugle, det var sjovt at se at den ikke var meget større end en Gråkrage og virkede næsten mindre end en Gravand.
    Hilsen HHB

    SvarSlet