På trods af et til tider krævende spædbarn derhjemme lykkedes det mig at slippe ud et par timer lørdag omkring middag. ALM blev samlet op inde i midtbyen, hvorefter vi efter en kort overvejelsesfase satte kurs mod rød-el-beplantningerne langs Limfjorden ved Bouet. Dagens targetart, var vi nemlig rørende enige om, skulle være Hvidsisken, da der virker til at være godt gang i både den og Nordlig Gråsisken i år.
Efter få minutter havde vi lokaliseret den første flok Nordlige Gråsiskener, men denne flok sås kun ret kort, så vi aldrig fik set en potentiel Hvidsisken i flokken godt nok til endelig bestemmelse.
Efter en halv times yderligere obs fandt vi en lille flok Nordlige Gråsiskener, hvor det ret hurtigt lykkedes at pille en Hvidsisken ud. Gennem den næste halve times tid sås on and off Hvidsisken, og efterfølgende kan jeg ud fra fotos konstatere, at det drejer sig om to forskellige fugle.
Hvidsisken, Bouet, Nørresundby, 30/11-2013. Den mere brunlige fugl med meget begrænset flankestribning og bred hvid kanter på tertialerne. |
Hvidsisken, Bouet, Nørresundby, 30/11-2013. Den kraftige, mere hvidlige fugl med mere tydeligere flankestribning og slidte tertialer. |
En halv times tid senere ses så 1-2 Hvidsiskener i en større flok Nordlige Gråsiskener, som kom flyvende til. Den/disse Hvidsiskener kan have været gengangere, men var nok snarere fugl nr. 3 og 4 denne dag.
Udover Hvidsiskenerne, sås Isfugl, Skovsneppe, tre Jernspurve, 200+ Nordlige Gråsiskener, en mindre flok Snespurve (kun hørt), 10+ Vindrosler og pænt med Grønsiskener og Sjaggere.
Bearbejdet Google Earth dump, der viser, hvor Hvidsiskenerne m.v. sås. |
At vores to-timers raid efter Hvidsisken gav minimum to fugle viser med al tydelighed, at der er pænt med Hvidsiskener i omløb for tiden. Der har vel sjældent været bedre muligheder for at finde sin egen end lige nu. Derfor fat mod og opsøg din nærmeste rød-el-beplantning. På nedenstående kort har jeg indtegnet områder omkring Aalborg, hvor det burde være oplagt at finde arten pga. større beplantninger med rød-el.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar