tirsdag den 7. januar 2014

Mere Hvidsisken

I dag fandt jeg min første Hvidsisken i det nye år. Fra vinduet på min arbejdsplads på NOVI fik jeg øje på en flok gråsiskener på ca. 70 fugle, der landede i nogle elletræer et par hundrede meter mod nord. Jeg smuttede ud af døren og cyklede ned til flokken. Her lokaliserede jeg ret hurtigt en klokkeklar hunfarvet Hvidsisken, der fouragerede på klods hold i elletræer. Fuglen sås af flere omgange, og jeg fik acceptable fotos af den. Resten af flokken blev kun tjekket nogenlunde, og udover den ene Hvidsisken sås ingen andre mistænkelige fugle, dog sås kortvarigt en sandsynlig Lille Gråsisken.
Hvidsiskenen var meget flødegul i ansigtet; jeg mener, at dette skulle være en hun-karakter, men er altså ikke 100% sikker på, at denne kønskarakter overhovedet holder vand. Bemærk i øvrigt, hvordan farven hoved og strube ændrer sig fra de forskellige fotos.
Dagens fugl er den 13. Hvidsisken, jeg ser i Aalborg i denne vinter og den anden sikre Hvidsisken ved min arbejdsplads.



Hvidsisken, Universitetsområdet, Aalborg Øst, 7/1-2014.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar