tirsdag den 19. juni 2018

Hvidrygget Ryle i Perlen!

Efter længere tids stilstand på bloggen kommer her et indlæg med afsæt i gårsdagens Hvidryggede Ryle i Ulvedybet.

Efter endt arbejdsdag og aftensmad kørte jeg sammen med min ældste søn Emil til Vadum, hvor vi samlede min far op, hvorefter kursen blev sat mod Ulvedybet. Første stop på Gjølvej gav ikke andet end en masse blæst og ungefähr 500 Krikænder, som var svære at tjekke. Dernæst stod den på bjergbestigning og hygge på Bjerget.
Herefter nåede vi Perlen, hvor vi fik slået skoperne op og kunne være i læ af berlingoen. Første vader i skopet var en sovende Almindelig Ryle, men ca. 20 meter vest for denne stod endnu en Alm. Ryle sammen med en lysmavet ryle af ca. samme størrelse. Efter et par sekunders forvisning om, at det ikke bare var en Almindelig uden bugplet, var dommen klar:
HVIDRYGGET RYLE !
Jeg fik fremstammet "der står en Hvidrygget Ryle, he he, tror jeg nok". Efter 5-10 sekunders panik fik jeg sat telefonen til at filme vha. adapteren gennem skopet, mens jeg fandt fuglen til min far i hans skop. I nedenstående video kan den lettere stressede samtale opleves.


Hurtigt herefter blev PHK og Lars Grøn adviseret, mens et par andre ikke tog telefonen. I løbet af den næste halvanden times tid fik følgende personer set fuglen ud over min far og jeg (samt muligvis Emil😕): PHK, Brian Kristensen, Lars Grøn, Peter Hartoft, Conny Jensen, Lars Paaby, Søren Kristoffersen og Søren Knorr.

Hvidrygget Ryle har længe været et af mine største huller på DK-listen, således kun overgået af Brun Løvsanger mht. antallet af personer, der har krydset arten på Netfugls DK-liste. Flere har gennem årene undret sig over, at jeg aldrig har fået set Hvidrygget i DK, men jeg har stædigt holdt fast i, at jeg ikke ville twitche den, da jeg regnede med selv at finde arten i DK engang. Således står der følgende som afsluttende bemærkning under min netfugl-profil: "Mit næste projekt er at finde min egen Hvidryggede Ryle i DK (helst ved Gerå) - en art jeg aldrig nogensinde har set."

Derfor var følelsen i går i høj grad en følelse af forløsning, og nu må målsætningen ændres til Alaskaryle.

Det eneste tidligere nordjyske fund af Hvidrygget Ryle er 1/7-2000, Nordstrandssøen, Skagen. Fundet i Ulvedybet er det 23ende danske fund og det første siden 2011.

Nedenfor følger en række videocrops/dogmevideoer af fuglen:








En ekstra krølle på historien er, at jeg i forbindelse med et heftigt uvejr 22/6-2012 var meget tæt på at melde Hvidrygget Ryle ud fra Perlen, idet jeg fandt en ryle, som jeg ikke rigtig kunne få til at passe på andet end denne art. PHK var initielt enig i bestemmelsen, men manede fornuftigt til besindighed, og da regnen stoppede, og fuglen kom lidt tættere på, åbenbarede en flot Sortgrå Ryle sig. En fuldstændig uventet obs og en meget lærerig oplevelse!

Nedenunder ses fotos af tililende birdere fra i går.
Fra venstre mod højre: PHK, MoN, BKR og Emil.

Fra venstre mod højre: BKR, PHJ, CJ, SKS, LPA og SKS's bofælle.

Fra venstre mod højre: LPa, SKr, PHJ, CJ og Lars Grøn.

Ud over benævnte ryle var der få vadere i Perlen, nævnes kan: Alm. Ryle 3, Islandsk Ryle 1, Stor Præstekrave 10-15, Hvidklire 5-10, Brushane 1, Storspove 15 og ikke mindst to flotte Islandske Store Kobbersnepper.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar