Lørdag lykkedes det mig at få tid til et smut i Skagen, dels i håbet om at nakke Topskarv som ædelart dels for at komme ud i det flotte vejr. De seneste tre år har jeg haft planlagt en martstur til Skagen for at finde Topskarver, men jeg har indtil ikke kunne lykkes med at finde en ledig dag, hvor der samtidig var nogenlunde stille og klart vejr, som er ubetinget det bedste for trækkende Topskarver.
Da jeg ankom til Grenen ca. 07.30 kunne RoC og ASF berette om, at der allerede var trukket en flok på syv Topskarver forbi. Herefter rettede jeg skopet i retning ned i Kattegat, men kort tid efter kunne de to berette om yderligere to Topskarver trækkende på afstand ude over Skagerak, dvs. uden at have været nede i Kattegat.
Dagens 8. og 9. Topskarv på Grenen.
Umiddelbart efter jeg havde filmet de to Topskarver meldte RoC yderligere to Topskarver trækkende i samme spor som de forrige dog væsentligt tættere på land.
"Du bliver rykket rundt for vildt", kunne RoC tydeligt opløftet erklære, og det var jo sådan set korrekt, så jeg valgte ikke at filme disse to fugle for at koncentrere indsatsen om at finde en eventuel næste flok.
Det lykkedes, idet jeg langt ude i revet fik øje på en flok på fire skarver, der da de kom tættere på afslørede sig som fire fuldgode Topskarver.
Dagens 12.-15. Topskarv på Grenen.
Herefter begyndte flere folk at dukke op på Grenen, således EC, JoK, min far og MCh. I mellemtiden havde ASF fundet en stor han Gråsæl, der var i færd med at konsumere, hvad der givet var en Spættet Sæl! Der var blod overalt omkring sælerne, mens Gråsælen sled og slæbte i den Spættede Sæl, som nok allerede var blevet aflivet, da vi fik øjne på scenariet. Virkelig en fed oplevelse, som ingen af de tilstedeværende havde oplevet før!
Bedst som alle troede, at Topskarv-festen var forbi meldte RoC yderligere to fugle, der rundede Grenens spids efter at være kommet nede fra Kattegat. Dagens absolut bedste fugle, hvor toppen på begge fugle gav fuglene en tydelig trekantet hovedprofil. Topskarvs flugtmåde giver mig især mindelser om Nilgås i flugt.
Dagens sidste Topskarver (nr. 16+17) på Grenen.
Derudover var dagen ikke synderligt ophidsende fuglemæssigt, dog sås en Sortstrubet Lom, en Havlit, lidt Hulduer, en del Alliker, tre Halemejser, en Kernbider, små ti Snespurve samt en del Lomvier og især Alke.
På vej til Aalborg slog jeg et smut om de oversvømmede arealer langs Ryå vest for Store Vildmose. Her var der ved Stavad Enge over 800 Blisgæs, hvilket er den største flok, jeg har set i NJ nogensinde. Ved Debelenge var der en del svømmeænder bl.a. 230 Spidsænder samt en snes aythya-ænder, bl.a. en hun Bjergand, som vel må karakteriseres som et lidt overraskende sted for denne art.
Blisgæs, Stavad Enge, 6/3-2020. PAFR talte hele 1135 fugle ved nærliggende Villerup Kær 6/3. Helt utrolig udvikling, som arten har været i gennem de sidste par årtier i NJ.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar