lørdag den 23. maj 2020

Balkanvip endnu engang på Grenen

Når KBC og jeg tager til Skagen sammen, så kommer der feldegg aka Sorthovedet Gul Vipstjert aka Balkanvipstjert!

Fredag dannede KBC og jeg fælles front og tog til Skagen med afgang fra Hasseris kl. 04.00. Det var såvidt jeg husker første gang siden 4. maj 2012, hvor der kom en hunfarvet feldegg trækforsøgende over Verdens Ende. Fundet fra 2012 blev det blot andet godkendte fund i landet, siden da er der gjort yderligere to fund.

Fredag morgen valgte vi at placere os i yderste klitrække for at få en bedre dækning af trækket og finde vores egne fugle. Herude sad blot Nikolaj, hvis efternavn jeg ikke kender, men i løbet af morgenen kom også ABK og AWN ud og besøgte os.

Morgenen var ganske fuglerig, hvor der hele tiden kom lidt småsjovt at kigge på. Klokken 07.35 hører jeg et rullende vipstjert-kald, og gør klar til en Citronvip. Hurtigt finder vi fuglen, og ser en mørkhovedet Gul Vip, hvorfor fuglen næsten kun kan være en feldegg. Jeg finder telefonen frem og prøver at optage stemmen (finder dog først ud af senere at det er lykkedes allerede da), men det lykkes ikke for de andre at få skud i kassen. Næsten samtidig bliver Frederik W. Johansen opmærksom på fuglen nede fra den nye strandeng.



Fuglen vender nær spidsen og flyver ind mod Ellekrattet, men går sandsynligvis til rast. Kort efter bliver fuglen fundet uafhængigt fra yderste klitrække og Verdens Ende, idet den har sat sig på en af Rolfs pæle i klitterne. Nu får mange lejlighed til at tage billeder og video inklusiv undertegnede.






Igennem den næste halve times tid ses og høres fuglen on and off men aldrig frit fremme på jorden, idet den nu har slået følge med ca. 40-50 Gule Vipper. I den forbindelse lykkes det at få enkelte flugtskud af fuglen. Til sidst forlader fuglen nok Grenen for at trække mod Sverige med en flok artsfæller.

Sorthovedet Gul Vipstjert, han, Grenen, Skagen, 22/5-2020. Øverste foto er taget af Frederik W. Johansen resten af undertegnede.

Dagens fund bliver, om det godkendes, det femte godkente fund i DK, hvoraf de tre så vil være fra Grenen og de to fundet af mig selv. Derudover foreligger der en række andre danske fund, som imo helt sikkert også har været feldegger, men som blev forkastet i forbindelse med SU's genbehandling i 2009, fx fugle fra Tipperne, Vejlerne og Skagen.

Ud over feldeggen så vi på morgenobsen fra den yderste klitrække bl.a. følgende fugle: Sortstrubet Lom 2, Islom 1 (vi missede desuden én), Mallemuk min. 3, Fiskeørn, Dværgørn (på mega lang afstand), Sort Glente min. 1, Blå Kærhøg min. 3, Hedehøg 2K indtrk., lidt Hvepsevåger, Lærkefalk, Dværgmåge 2 2K, Dværgterne 1, Tejst min. 4, lidt Alke, tre Biædere (som jeg aldrig fandt), Bjergvip min. 5, Rødrygget Tornskade 2, Pirol 1-2, Karmindompap min. 3 og Bomlærke 2-4 (1+2+1). Derudover kom der lidt småtræk af vadere, således Hjejle, Stor + Lille Præst, Sandløber, Alm. Ryle, Småspove, Tinksmed, Hvidklire, Mudderklire samt måske et par Pomeransfugle, der blot blev hørt dårligt og ikke set.

Senere ude på Nordstrand kom der endnu en Sortstrubet Lom, lidt Hvepsevåger, lidt Lærkefalk, Dværgfalk, 2K han Aftenfalk, hvidlig Duehøg, en Storkjove, en Alm. Kjove, masser af Mursejlere og en del svaler og enkelte flokke af Gul Vip.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar