fredag den 8. december 2023

Snefugl

Hvidsisken, 2K+ han, Syrestien, Nørresundby Havn, 2/12-2023.

What a cracker! Lørdag eftermiddag, 2/12, satte jeg kursen ud i lokalområdet for at finde Hvidsisken. Turen gik til Nørresundby, hvor elletræerne langs Syrestien bag Hedegård på havnen tidligere har budt på godt med Nordlige Gråsiskener samt flere Hvidsiskener.

Ret hurtigt efter ankomst fandt jeg en mindre flok gråsiskener, som sad i modlys 5 m oppe i et elletræ. Da jeg gik rundt om læhegnet og fik fuglene i medlys, kunne jeg med det samme se en tilsyneladende helt hvid underside på en af fuglene, og da jeg fik kikkert på fuglen, var der bingo! En adult han med helt hvid undergump, næsten ingen flankestriber samt svag rosa tone på brystet og overgump.

Efter en halv times tid kom først Lars Grøn til og derefter min far. Begge fik set fuglen fint omend i svindende lys. I det allersidste lys fandt vi endnu en flok Nordlig Gråsisken med ca. 70 fugle. Fuglene sås i næsten intet lys og det lykkedes ikke at pille nogle Hvidsiskener ud. Dog var der en enkelt Lille Gråsisken i flokken.

Såfremt, at jeg har fået tastet alle mine Hvidsiskener ind i DOFbasen, har jeg i alt haft 129 fugledage (heraf 122 i NJ) af Hvidsisken i årene 2000-2023. Se nedenståede kort over mine iagttagelser af arten i NJ jævnfør DOFbase-data.

Antallet af selvfundne Hvidsiskener løber op i ca. 105 forskellige fugle, hvor de største antal er følgende:

12/1 2014: 9 fugle Hirtshals Havn (senere sås op 11 fugle af andre)

11-12/12 2016: op til 7 fugle Bouet, Nørresundby

27/1 2017: 6 Terpet, Hirtshals

17/2 2018: 6 Støvring

5/12 2013: i alt 7 fordelt på 3 Syregrunden og 4 Syrestien, Nørresundby i to flokke med 500 meters afstand.

Jeg har lavet et blogindlæg, hvor jeg har smækket nogle af mine fedeste fotos af Hvidsiskener ind.

Kort over mine obs af Hvidsisken i NJ 2000-2023.

Fredag, 1/12, skulle jeg have skiftet til vinterdæk i Aalborg Øst. Efter dækskiftet kørte jeg på vej tilbage på arbejde forbi først Bundgårdsparken og derefter et lille ellehegn ved noget kildevæld i vestkanten af Klarup. Den lille detour gav 20 Nordlige Gråsiskener, otte Silkehaler, en Enkelt- og fire Dobbeltbekkasiner.

Enkeltbekkasin, Klarup, 1/12-2023.

Dobbeltbekkasin, Klarup, 1/12-2023.

Bundgårdsparken, Aalborg Øst, 1/12-2023.
Nordlig Gråsisken, 2K+ han, Bundgårdsparken, Aalborg Øst, 1/12-2023.

Nordlig Gråsisken, 2K+ han, Klarup, 1/12-2023. Bemærk det deforme næb.

Nordlig Gråsisken, formodet 1K han, Klarup, 1/12-2023.

Nordlig Gråsisken, hunfarvet, Syrestien, Nørresundby, 2/12-2023
Nordlig Gråsisken, 2K+ han, Syrestien, Nørresundby,2/12-2023.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar